Der er ikke meget, der tyder på, at Lasse Svan Hansen kommer i aktion i Danmarks første kamp ved EM.

Det siger højrefløjen, der både døjer med en skade i skulderen og læggen.

»Det er usandsynligt. Jeg håber selvfølgelig meget på, at der sker et eller andet rigtig godt i løbet af de næste par dage, men umiddelbart kommer jeg ikke i kamp,« siger Svan.

Han deltog ikke i træningen, da landsholdet onsdag formiddag var samlet i Frederiksberg Hallerne, og han kan ikke svare på, hvornår han regner med at kunne spille kamp igen.

Lasse Svan trænede for sig selv under dagens træning.
Lasse Svan trænede for sig selv under dagens træning. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det afhænger af, hvornår jeg kan være fuldt med. Jeg har jo heller ikke lyst til at være med og trække en plads på kun at være 70 procent klar. Jeg skal også kunne bidrage med noget, hvis jeg skal være med,« siger Svan.

Det går dog i den rigtige retning, vurderer fløjspilleren:

»Jeg er meget mere optimistisk, end jeg var i går (tirsdag, red.).«

»Scanningen viste, at det var en meget lille skade i læggen, så jeg håber, at jeg allerede i dag kan begynde at løbe en lille smule og se, hvad den rent faktisk kan holde til, og hvornår den siger stop,« lyder det fra Svan.

Den danske landstræner Nikolaj Jacobsen regner med, at Johan Hansen sammen med Hans Lindberg skal styre højrefløjen, indtil Lasse Svan igen er klar til kamp:

»Jeg kan ikke se Lasse spille kamp et. Så længe Lasse ikke er klar, så skal Johan med. Vi har ikke så mange venstrehænder, som vi har højrehænder,« siger landstræneren og tilføjer:

»Det kan være, jeg tager 19 mand med til Sverige. Jeg venter så lang tid som muligt med at udtage det endelige hold.«

Lasse Svan rejser fredag med resten af landsholdet til Malmø, hvor Danmark spiller den indledende runde. Første kamp er mod Island lørdag klokken 18:15.