Man sidder med to valgmuligheder efter Danmarks nederlag til Frankrig.

Enten kan man blive bekymret over reservernes kollaps og tænke, at det her giver ridser i selvtilliden og en dårlig optakt til semifinalen mod Spanien.

Eller også kan man tænke, at landsholdet fik sparet Mikkel Hansen, Mathias Gidsel og Magnus Saugstrup, tabte en fuldstændig ligegyldig kamp og har så meget rutine, at de nok skal stå snorlige, når der er semifinale på programmet.

Jeg vælger dør nummer to. Og det gør jeg med stor ro i maven.

Det var selvfølgelig ærgerligt, at danskerne smed sejren væk til sidst. For reserverne havde egentlig begravet de franske EM-drømme og var på vej mod en meget overbevisende sejr.

Men i de sidste ti minutter sneg der sig alt for mange fejl ind i det danske spil, og da de erfarne franskmænd fik færten af et comeback, så greb de muligheden.

Landstræner Nikolaj Jacobsen vil selvfølgelig ærgre sig over, at danskerne smed sejren væk, men jeg tror også, at han har ro i maven før mødet med Spanien. For ham var det vigtigste at få sparet nogle af nøglespillerne - det kan bogstaveligt talt blive guld værd i weekenden.

Samtidig vil han også glæde sig over, at han fik Jakob Holm i gang, for hans hurtige fødder kan blive et rigtigt farligt våben i medaljekampene.

Foto: BERNADETT SZABO
Vis mere

Og vi så jo Nikolaj Jacobsen gøre noget lignende under sommerens OL i Tokyo, hvor han prioriterede restitution over resultat, da danskerne tabte til Sverige i den sidste gruppekamp.

Dengang fik det ingen betydning for danskernes forfatning til knockout-kampene. Det samme bliver tilfældet fredag aften i Budapest.

Der er så meget erfaring i den danske trup, at der skal mere end et betydningsløst nederlag til at slå dem ud af kurs. Tværtimod tror jeg, at vi ser et toptunet dansk landshold, som har klassen til at skrue yderligere op for niveauet i forhold til det, vi har set indtil videre ved slutrunden. Og så får Spanien det altså svært.

For det er et spansk landshold, som er gået i gang med et generationsskifte frem mod OL i 2024, og det har virkelig ikke været imponerende, hvad de har vist i de første syv kampe. Samtidig er det et mandskab, som danskerne typisk har et godt tag på - de besejrede dem blandt andet i semifinalen ved både VM og OL sidste år. Derfor vil Danmark også være storfavoritter til dette opgør.

Jeg ved ikke, om de i Sverige tager kampens udfald som et udtryk for, at håndboldherrerne er bange for svenskerne. Jeg hæftede mig i hvert fald ved de udtalelser, som Ola Lindgren kom med før kampen mod Frankrig. Den svenske legende, der var en del af ‘Bengan Boys’, mente, at Danmark ‘var lidt bange’ for Sverige, og derfor kunne de måske finde på at tabe til franskmændene med vilje…

Nu endte danskerne jo godt nok med at tabe. Men det er efter min bedste overbevisning noget værre vrøvl.

Nikolaj Jacobsens tropper ved, at hvis de rammer deres topniveau, så er der intet hold, som kan slå dem til denne slutrunde.

Derfor går Danmark stadig ind til weekenden som den klart største guldbejler.

Andre læser også