Nikolaj Jacobsen og Danmark står nok engang i en semifinale ved en slutrunde, når man fredag aften møder Spanien ved EM.

Og det er aldrig sket før, at Danmark har stået i så mange semifinaler i træk. Fem ud af seks mulige semifinaler har Danmark formået at kvalificere sig til under Jacobsen, og det er et helt uhørt højt niveau.

Landstræneren, der overtog jobbet i 2017 fra islandske Gudmundur Gudmundsson, har stået i spidsen for den mest succesrige periode i dansk herrehåndbold med to gange VM-guld og OL-sølv. Og nu med muligheden for at få EM-metal til cv'et.

»Jeg er da godt tilfredse med at have kvalificeret holdet til fem ud af seks semifinaler,« smiler Jacobsen og forklarer om grunden til succes:

»Jeg tror, at grunden til det, er, at der er blevet lavet nogle ændringer omkring holdet. Jeg tror, at spillerne og jeg har valgt at stille nogle større krav til hinanden. Også i forhold til at være der mentalt for hinanden,« siger landstræneren.

En af de helt store ændringer har været holdets sociale rammer, når man er samlet i landsholdslejren.

»Vi har været bevidste om, at vores sociale omgang skal være mere samlet. Den skal ikke foregå ved et kortbord nede i foyeren eller på et værelse på en af gangen. Men den skal foregå i fællesrummet, så vi ved, hvor vi har hinanden henne. Og så har vi fået tilført nogle rigtige gode spillere af høj kvalitet, så vi er mere variable i vores spil,« siger den danske landstræner.

På pressemødet forud for semifinalen mod Spanien ytrede den spanske landstræner Jordi Ribera da også stor respekt for sin danske kollega.

»Nikolaj er en fremragende træner. Vi har begge haft stærke hold, hvilket har været en fordel, og det har også været vigtigt for os. Det hold, han har bygget op de seneste år, er svære at slå. Vi har haft et generationsskifte, så vilkårene er lidt anderledes, men vi vil begge forsøge at finde de bedste løsninger som altid for at få det resultat, vi ønsker,« siger han.

Senest Danmark har været i en EM-finale, var tilbage i 2014 på hjemmebane.

Her fik Danmark bøllebank af franskmændene, der vandt 41-32. To år forinden lykkedes det at vinde guldet i Serbien, efter man kom til mellemrunden med nul point.

Og nu venter endnu en gylden mulighed på danskerne.