Velkommen til 'WTF is going on' - B.T. Sports faste format med vores håndboldekspert under VM-slutrunden, Lars Rasmussen.

De danske håndboldherrer spiller lige nu VM på hjemmebane, og derfor har B.T. har allieret sig med den tidligere landsholdsspiller Lars Rasmussen. Under hele VM kan du læse hans klummer på bt.dk, og så får du også løbende en kærlig opsang fra håndboldtræneren.

I 2013 leverede han et af dansk sports mest berømte raseriudbrud, da han som træner for Vendsyssel Håndbolds kvinder gav spillerne en vild opsang i omklædningsrummet med de berømte ord: 'What the fuck is going on!'

Klippet, der gik viralt på internettet, har inspireret B.T. til det faste VM-format 'WTF is going on!' med hovedpersonen selv, Lars Rasmussen! Se det originale klip med Lars Rasmussen fra TV2 NORD herunder.

 
Videoklip fra TV2 NORD med Lars Rasmussen
Vis mere

Lars Rasmussen leverer under hele VM løbende en opsang til hele håndbold-Danmark, og denne gang er håndboldtræneren helt oppe i det røde felt over, at Danmark selvfølgelig skal vinde VM - for vi er på hjemmebane!

For selvfølgelig skal Danmark da vinde det VM. Chancen bliver ikke meget større.

»Vi får ikke større chance. Vi er på hjemmebane, og man skal gribe den chance! Den ene gang, man måske står i en situation og kan vinde et verdensmesterskab i herrehåndbold.«

Sådan lyder den helt kontante udmelding fra Lars Rasmussen.

»Vi har 12.000 tilskuere i ryggen, vi har Mikkel Hansen, vi har Niklas Landin, og nu har vi også Nikolaj Jacobsen, som langt om længe har fået tid til at køre sin filosofi endnu mere ind i holdet.«

Faktum er, at Danmark muligvis ikke får en større chance for at vinde VM i håndbold. I hvert fald hvis man spørger Lars Rasmussen, for Danmark spiller på hjemmebane med en rødhvid mur af danske tilskuere i ryggen.

Og så har det danske landshold i herrehåndbold også nogle af verdens bedste håndboldspillere. Mikkel Hansen er et af Danmarks farligste våben, og det skal selvfølgelig udnyttes fuldt ud på det danske halgulv.

Mellem stængerne står den danske mur i form af Niklas Landin, der forhåbentlig kommer til at spille en af sine bedste slutrunder, så Danmark kan snuppe VM-guldet.

Hvordan vinder Danmark så VM?

»Det gør vi blandt andet ved, at Mikkel Hansen rammer et topniveau, og det gør vi ved, at Niklas Landin rammer et topniveau,« lyder meldingen fra Lars Rasmussen.

Og så skal Danmark udnytte en af de største styrker, vi har, nemlig kontrafasen, og så et godt forsvar - forhåbentlig med René Toft Hansen på holdkortet.

Ifølge Lars Rasmussen kan det blive altafgørende, at René Toft Hansen rammer toppen, for det kan sætte gang i den danske kontra og de lette mål, Danmark skal score. Og så skal der tempo i spillet.

Se også