Susanne Munk Wilbek tænker over fremtiden efter de nedskæringer i Viborg HK, der kostede hende titlen som sportschef

Susanne Munk Wilbek er færdig som sportschef i håndboldklubben Viborg HK, der skærer ned i staben som følge af økonomiske problemer.

Efter et langt virke i håndboldens verden, både på og udenfor banen, overvejer målvogter-legenden nu helt at forlade sporten.

- Jeg tror det er sundt nok, at man engang imellem stopper op og mærker efter, hvad man virkelig vil. Det har kørt med 200 km/t de sidste år, der har været arbejde nok, og jeg har udført to-tre personers roller. Det er kun sundt at stoppe op og se, hvad man kan og ellers har lyst til at lave og bidrage med, siger Susanne Munk Wilbek, der privat danner par med herrelandsholdets landstræner og sportschef Ulrik Wilbek.

Viborg HK fortalte torsdag om nedskæringer for omkring 10 mio. kr. Spareøvelser, der blandt andre koster Susanne Munk Wilbek titlen som sportschef i den ambitiøse håndboldklub.

I stedet har direktør Peter Cassøe tilbudt hende en stilling som målvogter-coach og talenttræner. Et tilbud hun nu tygger på.

- Jeg er i forvejen målmandstræner. Nu skal jeg finde ud af, hvad tilbuddet ellers indebærer. Jeg har også indtil nu arbejdet med talenterne. Men i det job har jeg været med til at definere målet med talentudviklingen og den sportslige linje. Nu skal jeg først lige vide, i hvilken retning jeg skal arbejde hen. Og for det andet skal jeg se, hvad fundamentet er for tid, økonomi og den slags ting.

Til trods for de drastiske ændringer i drømmejobbet er stemningen mellem hende og klubben god, fortæller hun.

- Jeg er ikke vred på klubben, men først og fremmest ærgerlig. Jeg har forståelse for, at der skal træffes nogle valg og prioriteres ud fra, at økonomien ikke er god. Jeg håber bare, at det arbejde vi har sat i gang, bliver videreført. Jeg brænder for det, vi har sat i gang og jeg håber, det kan leve videre på en måde, siger Susanne Munk Wilbek, der dog ikke vil fortsætte med at arbejde i klubben for enhver pris.

- Selv om arbejdet er en fornøjelse, og det er noget, man brænder for, så skal det hænge sammen. Men det har i hvert fald været fantastisk at tegne den sportslige retning og udføre det, lyder det fra den tidligere 'jern-lady'.

En funktion omkring Jan Pytlicks landshold er ikke med i overvejelserne, men selv om Viborg er hjerte-klubben, afviser hun dog ikke at tage arbejde for andre håndboldklubber i Danmark.

- Jeg har tidligere arbejdet med håndbold i Skjern, så tanken er ikke helt fjern. Mit hjerte banker for at arbejde med mennesker, udvikling og især udvikling af mennesker. Nu bliver jeg nødt til at se, hvor jeg så kan skabe et fundament for mit arbejde. Men det er klart, at som viborgenser ser jeg helst det bedste for klubben, siger Susanne Munk Wilbek.