Succeslandstræner Ulrik Wilbek, håndbolddarlingen Anne Dorthe Tanderup og mangeårig håndboldekspert Per Skaarup ser tilbage på håndboldkvindernes vilde VM-triumf for 20 år siden, som kom i hus i ly af kriser og en rystende tragedie.
For 20 år siden i dag klatrede Ulrik Wilbeks jernhårde ladies op på håndboldtronen med en suveræn VM-sejr i Tyskland – holdets fjerde slutrunde-triumf i streg. Vejen til VM-guldet i 1997 - som fortsat står som det eneste VM-guld i dansk seniorhåndbolds historie - var dog brolagt med drama, kriser og en tragedie, der rystede håndboldverdenen, da to danske fans blev stukket ned under semifinalen.
Tre centrale aktører fra den vigtige epoke i dansk håndbold, Succeslandstræner Ulrik Wilbek, håndbolddarlingen Anne Dorthe Tanderup og mangeårig håndboldekspert Per Skaarup, ser tilbage på triumfen, der blev Anja Andersen-generationens sidste med Wilbek i spidsen for det populære damelandshold.
Succeslandstræner Ulrik Wilbek, håndbolddarlingen Anne Dorthe Tanderup og mangeårig håndboldekspert Per Skaarup ser tilbage på håndboldkvindernes vilde VM-triumf for 20 år siden, som kom i hus i ly af kriser og en rystende tragedie.
For 20 år siden i dag klatrede Ulrik Wilbeks jernhårde ladies op på håndboldtronen med en suveræn VM-sejr i Tyskland – holdets fjerde slutrunde-triumf i streg. Vejen til VM-guldet - som fortsat står som det eneste VM-guld i dansk seniorhåndbolds historie - var dog brolagt med drama, kriser og en tragedie, der rystede håndboldverdenen, da to danske fans blev stukket ned under semifinalen.
Tre centrale aktører fra den vigtige epoke i dansk håndbold, Succeslandstræner Ulrik Wilbek, håndbolddarlingen Anne Dorthe Tanderup og mangeårig håndboldekspert Per Skaarup, ser tilbage på triumfen, der blev Anja Andersen-generationens sidste med Wilbek i spidsen for det populære damelandshold.
Storfavoritterne
Som forsvarende OL-vindere og dobbelte EM-mestre er Danmark store favoritter til at vinde guldet ved VM-slutrunden i Tyskland.
Ulrik Wilbek: »På dette tidpunkt var vi det suverænt bedste hold i verden. På det tidspunkt var der ikke noget hold, der havde haft alle tre titler på en gang. Så det gik vi efter.
Anne Dorthe Tanderup: »Jeg tror, at vi gik ind til slutrunden med en følelse af, at vi var klare favoritter, og at vi bare skulle ned og vinde med venstre arm.
Per Skaarup: »Jeg ved ikke, om de var kæmpe favoritter, men de var favoritter. Jeg husker især, at forsvaret stod rigtig stærkt, hvor Anne Dorte Tanderup var meget toneangivende. Angrebsspillet var dengang bundet meget op på kontrafasen, at man havde to dygtige fløje og så Anja Andersens dagsform.
Forskrækkelsen
Der er VM-feber blandt de danske håndboldfans, efter at de danske helte som forventet vinder de tre første gruppekampe i suveræn stil over Kina, Tjekkiet og Slovenien. I den fjerde kamp mod Makedonien kommer der dog grus i det danske VM-maskineri. Danmark taber 23-25. Førstepladsen er stadig inden for rækkevidde, men det kræver en sejr mod Rusland.
Ulrik Wilbek: »Vi var selvkritiske og syntes, at vi havde spillet en dårlig kamp. Det kan man leve med ved et VM i gruppen. Vi kunne stadig blive nummer et, hvis vi vandt over Rusland, men det kunne også blive tredjeplads, hvis vi ikke vandt.«
Anne Dorthe Tanderup »Efter Makedonien-kampen havde vi ikke set skriften på væggen endnu. Der var lidt krisesnak, men de dybe snakke kom først efter Rusland-kampen, hvor vi blev sendt langt pokker i vold.«
Sammenstødet
Danmark følger op på Makedonien-nederlaget med at smide sejren væk mod Rusland, da Anja Andersen dummer sig i kampens sidste sekunder. En rasende Ulrik Wilbek, som skælder sin kontroversielle stjerne ud på live-tv, må sande, at hans tropper efter 22-22 må nøjes med tredjepladsen i gruppen.
Per Skaarup: »Anja Andersen var jo en fantastisk håndboldspiller og var på mange måder sin egen kvinde. Hun var absolut en gevinst for holdet, men som alle andre enere havde hun nogle kanter, som gjorde, at hun kunne være svær at få indpasset på holdet. Det var den problematik, Wilbek kæmpede med i hele den tid, de arbejdede sammen.«
Ulrik Wilbek: »Anja havde scoret ni mål, men i slutningen af kampen stod hun og provokerede modstanderen til at skyde, hvilket hun gjorde og bragte Rusland foran. Det blev jeg rasende over, og Anja blev rasende på mig, og så var der dømt dårlig stemning.«
Anne Dorthe Tanderup: »Det var pinligt! Forfrædeligt! Vi havde aldrig drømt om, at det kunne ske. Vi begyndte at spille for meget individuelt. Det kan man ikke på det niveau. Det, der var godt ved os, var, at vi var et fantastisk hold med nogle få meget store individualister. Selv når individualisterne ikke fungerede, så fungerede holdet. Men det gjorde det bare ikke i denne kamp.«
Ulrik Wilbek: »Anja ville efter kampen ikke med ind i bussen. Men så fulgte vores fantastiske massør, Allan Poulsen, hende hjem fra hallen til hotellet på gåben. Han fik bragt hende i godt humør igen. Og så fik vi snakket ud om tingene.«
Anne Dorthe Tanderup: »Det vidnede om, hvor langt de var kommet i deres karriere: At de to store personligheder, stædige æsler, som de begge var, var store nok til at få snakket ud om episoden. Vi havde ikke vundet VM, hvis ikke de to havde taget den snak. Det er jeg overbevist om. Det gav arbejdsro.«
Drømmebold
Efter Ulrik Wilbek har reddet trådene ud med Anja Andersen, tager resten af holdet sig i timerne efter den skuffende Rusland-kamp nogle alvorlige snakke. I 1/8-finalen mod Ungarn og kvartfinalen mod Kroatien er det danske drømmespil fundet frem på ny med sejrscifrene 30-25 og 25-21.
Ulrik Wilbek: »Vi var nede med nakken efter Rusland-kampen, for vi troede, at vi havde en sværere vej mod finalen. Men Allan Poulsen regnede på det, og han kom frem til, at vi faktisk ville få en lettere vej til finalen, da vi ville undgå Norge. Det begyndte vi at grine af, for vi synes, det var helt genialt, at vi havde valgt ikke at vinde gruppen. Der kan jeg huske, at stemningen skiftede takket være Allan.«
Anne Dorthe Tanderup: »Vi tvivlede aldrig på os selv. Vi havde den styrke, at vi havde været sammen i så mange år i det samme team, så der blev hurtigt fulgt op. Vi holdt møde blandt spillerne, hvor vi gav hinanden hånd på, at det her skulle simpelthen være løgn. Det var ikke det, vi var kommet for. Vi vidste, hvor mange danskere der havde købt billetter til finalen, så det handlede kun om en ting: at rejse os!«
Ulrik Wilbek: »Den efterfølgende kamp mod Ungarn var måske den bedste kamp, vi spillede, for der fik vi stærk modstand. De spillede fantastisk. Men vi vandt til sidst relativt sikkert. Og derfra så vi os ikke tilbage.«
Tragedien
Danmark spillede drømmebold i semifinalen mod Rusland med en knusende 32-22-sejr i en propfyldt Max-Schmeling-Halle i Berlin. Den største tragedie i dansk håndbolds historie indtraf dog under kampen, da en psykisk syg tysk mand stikker to danske fans ned. Den ene dansker er død på stedet. Den anden døde senere på hospitalet. De chokerede danske spillere får efter kampen valget, om de vil spille finalen eller ej.
Ulrik Wilbek: »Da der var få minutter tilbage af kampen, hørte jeg, at der på tysk blev kaldt efter en læge i hallen. Der fik jeg en dårlig fornemmelse. Efter kampen kom der nogen hen fra DHF, og sagde, at det ikke var så godt. Jeg vil bare have at vide, hvad der var sket. De sagde til mig, at jeg ikke måtte sige det til pigerne. Men selvfølgelig skulle jeg sige det til pigerne. De ville jo få det at vide på et eller andet tidspunkt alligevel.«
Per Skaarup: »Undervejs nåede jeg ikke at registrere, hvad der skete overhovedet. Men det skete jo faktisk næsten lige ved siden af, hvor vi sad og kommenterede. Efterfølgendevar var det helt grotesk, at se de tilskadekomne blive båret op og ned ad trapper. Jeg kan tydeligt huske, hvor berørte vi var af det alle sammen.«
Anne Dorthe Tanderup: »Vi gik fra at være rigtigt glade over at være kommet i finalen til, at det var meget svært at være der i hallen. Vi fik det at vide i omklædningsrummet efter kampen. Der gik lang tid, før vi kunne komme ud.«
Ulrik Wilbek: »Det blev lidt et chok for pigerne, så jeg var klar over, at det ville kræve noget bearbejdelse. Vi skulle jo spille finalen allerede dagen efter. Vi diskuterede, om vi ville stille op. Jeg foreslog, at hvis vi skulle spille kampen, så ville vi gøre det til ære for de efterladte.«
Anne Dorthe Tanderup: »Lige da chokket havde lagt sig mente halvdelen nok, at vi skulle spille til ære for de dræbte, mens den anden halvdel var i så stort chok, at de ikke mente, at de kunne. Det var en tom følelse, at vide, at de var døde. Men hvis vi var taget hjem derfra uden at gøre arbejdet færdigt, ville det have været endnu mere tomt. Jeg havde det klart sådan, da vi først havde fået det bearbejdet, at vi skulle spille.«
Ulrik Wilbek: »Vi blev på et tidspunkt ringet op af Marianne Flormann, som havde spillet på holdet frem til VM. Hun var blevet ringet op af en af de pårørende til en af de døde, som havde opfordret os til at spille kampen. Det var nok det, der gjorde, at vi spillede finalen.«
Finalen
VM-finalen bliver spillet - i samme udsolgte hal i Berlin, hvor semifinale-tragedien har fundet sted under et døgn tidligere. 2,7 millioner danske tv-seere følger den danske opvisning, hvor Wilbeks Jernhårde Ladies udspiller Norge. Anne Dorthe Tanderup lukker og slukker festen med en smuk scoring til 33-20 foran tusindvis af danske fans.
Ulrik Wilbek: »Det var meget specielt i finalen. Der var helt stille, da de to omkomne danskere skulle mindes. Men under kampen var stemningen helt forrygende. Det var bare rødt og hvidt det hele. Der var 3-4.000 danskere, så det var ren hjemmebane for os.«
Anne Dorthe Tanderup: »Selvfølgelig var optakten til kampen anderledes på grund af tragedien. Men da vi først kom i gang, var der ikke noget, der ikke fungerede. Det er en af de vildeste kampe, jeg nogensinde har været med i.«
Ulrik Wilbek: »Vi nåede ikke engang at lave ordentlig taktik og analyse inden finalen. Jeg sagde bare, vi skal spille mod Norge, vi ved, at vi har styr på deres fløje, så vi dækker bare deres fire spillere i midten. Og så spiller vi ellers for de efterladte. Vi endte med at spille vores livs kamp og vandt med 13 mål og deres fløje brændte alle skud. Som i alle skud.«
Per Skaarup: »Udover den tragiske hændelse, kampen blev spillet i ly af, så er det forsvarsspillet, der står allertydeligst for mig. Det sad lige i skabet i den kamp. Jeg kan især huske, at Anne Dorte Tanderup spillede en af sine allerbedste kampe overhovedet. Især forsvarsmæssigt, men også angrebsmæssigt.«
Anne Dorthe Tanderup: »Jeg var i topform. Det betød også noget, at jeg var blevet anfører. Jeg tog et ansvar i den slutrunde. Det var godt set af Ulrik.«
Ulrik Wilbek: »Anne Dorthe havde udviklet sig utrolig meget menneskeligt fra at være en ung pige på landsholdet til at overtage ledelsen på banen. Hun styrede vores forsvar fuldstændigt og peakede i den turnering.«
Anne Dorthe Tanderup: »Jeg synes, det var vildt vigtigt at få det VM. Hvor mange danske hold sker det for? Vi fuldendte det med at vinde VM. Ingen kan komme sige, at der var noget, vi ikke vandt. Men faktisk, så gjorde de kriser, vi var gennem undervejs som hold og individer, at vi oplevede en meget stærk holdfølelse, som for mig måske var vigtigere end at vinde VM.«
Ulrik Wilbek: »Det var dejligt at vinde finalen, vi var glade og krammede hinanden, men det var også en behersket glæde. Det var jo på en tragisk baggrund.«
Afskeden
Den danske VM-triumf bliver enden på Ulrik Wilbeks succesfulde æra som landstræner. Efter finalen takker en række profiler, der har været med til at vinde fire slutrunder, af. I Sommeren 1998 overtager Jan Pytlick landstrænerposten fra Wilbek.
Per Skaarup: »Skal man kåre et hold, som kunne være blevet lige så toneangivende som Frankrigs herrelandshold, så var det det her hold, hvis de kunne være blevet sammen. Turneringen bar dog præg af, at de ikke var helt så suveræne, som man kunne tro. De gik jo hen og tabte nogle kampe undervejs.«
Ulrik Wilbek: »Det var den sidste turnering med kliken. Halvdelen af spillerne holdt jo op. Anja spillede aldrig en landskamp, efter jeg stoppede. Anne Dorthe spillede aldrig igen. Og flere andre profiler stoppede også. Da vi spillede semifinalen og finalen var vi så overlegne og havde 14 spillere, som var verdensklasse, så det betød intet, om vi skiftede ud. Det var i 1996-1997, hvor alt det hårde arbjede, vi havde haft i en 10-årig proces, kulminerede. Det var det bedste niveau, vi nogensinde var på.«
Anne Dorthe Tanderup: »Der var ikke mere i mig. Jeg blev skadet undervejs i VM, fandt vi ud af senere, og jeg prøvede et genoptræne i otte måneder, men kom aldrig til at spille igen udover en halv kamp for Viborg. Det er tidligt at slutte som 25-årig, og jeg nåede aldrig derhen, hvor jeg gerne ville som håndboldspiller. Med det hjælper da, at jeg har fået lov til at prøve det hele. Jeg er meget stolt over det.«
