Det er ingen tilfældighed, at Nikolaj Jacobsens træner-cv bugner af titler, senest med søndagens verdensmesterskab ved slutrunden i Egypten.

Den tidligere danske landstræner Ulrik Wilbek har selv vundet et hav af håndboldmesterskaber.

Dagen efter herrelandsholdets finalesejr mod Sverige og forsvaret af VM-titlen fra 2019 melder Ulrik Wilbek sig i koret af dem, der hylder landstræner Nikolaj Jacobsens lederskab og evner til at skabe resultater.

»Det her er jo et bevis på, at han er en super dygtig træner. Det var ingen i tvivl om, og han har nogle helt specielle faglige evner,« siger Ulrik Wilbek og fortsætter:

»Han er ikke sådan en, der har studeret og laver store skriftlige opgaver, men han har en fantastisk indsigt i spillet og en forståelse for at gøre de rigtige ting på de rette tidspunkter.«

Ulrik Wilbek kalder Nikolaj Jacobsens trænerevner for helt unikke.

»Han har nogle trænerevner, som er helt unikke. Han kan sætte en masse ting op til træning, og det er måske i virkeligheden der. Mange trænere kan læse kampens udvikling, men Nikolaj er i stand til at arbejde med, om spillerne skal tage to skridt til højre i en situation, og hvad der skal ske på et tidspunkt. Det er han fantastisk dygtig til,« siger Wilbek, der i dag er borgmester i Viborg.

Ulrik Wilbek hylder i øvrigt samtidig den danske talentudvikling, hvor spillere som Mathias Gidsel og  Magnus Saugsted har spillet markante roller i søndagens VM-triumf.

Ulrik Wilbek nåede aldrig selv at vinde VM i spidsen for herrelandsholdet. Det blev til nederlag i finalerne i både 2011 og 2013. Træneren har dog en VM-guldmedalje i samlingen - da han førte Danmarks kvinder til tops ved VM i Tyskland i 1997