Dansk Håndbold Forbund har aldrig været i tvivl om, at Gudmundur Gudmundsson var den rigtige mand til at afløse Ulrik Wilbek som dansk landstræner.

Og netop Wilbek selv – som med sin sportschef-kasket har været en del af ansættelsesudvalget sammen med generalsekretær Morten Stig Christensen og eliteansvarlig Carsten Grønmann – peger på Gudmundssons evne til at skabe resultater som en af hovedårsagerne til, at DHF har kastet sin kærlighed på islændingen.

- Han er fantastisk til at få det bedste ud af sit hold. Han kan få meget ud af lidt, siger Wilbek og uddyber:

- På det islandske landshold havde han otte gode spillere og resten havde groft sagt ikke noget niveau. Og det fik han noget fantastisk ud af. Det viser jo, at han er god til at se på en gruppe og finde ud af, hvordan man får mest ud af den. Hvad kan han så ikke gøre med 25 gode danske spillere, siger Ulrik Wilbek om sin egen afløser.

- Vi synes, han er spændende og nytænkende, og så er han også anderledes end mig på nogle punkter og kan føre dansk håndbold i en ny retning. Han er meget, meget kompetent. Derfor lå den lige til højrebenet for os, at det skulle være Gudmundur. Han har været vores førsteprioritet og heldigvis ville han jo så også gerne, siger Wilbek.

- Han er fagligt meget dygtig og har skabt resultater med alle de hold, han har haft. Så har han også en ledelsesmæssig god uddannelse uden for håndboldbanen, og det er også vigtigt, synes vi. Han er god til at sætte dagsordener og træde i karakter, har en god pondus og god karisma. Han er på alle områder velforberedt og meget engageret, lyder de rosende ord fra Ulrik Wilbek.