DHF-sportschef Ulrik Wilbek advarer om, at Kasi-Jespers hold i udbryderligaen Premier Handball League kan blive landsholdshåndboldens død.

Jesper ’Kasi’ Nielsen præsenterede mandag sit nye projekt, håndboldklubben AG Amazing Copenhagen, som skal være en del af den nye eksklusive håndboldliga, Premier Handball League. Et projekt, som ikke bliver taget vel imod hos Danmarks Håndbold Forbund.

»Det er ikke noget, vi byder velkommen,« siger sportschef i DHF, Ulrik Wilbek, men uddyber også, at man ikke kender meget til projektet endnu.

Han ser dog fra DHFs side et stort problem; Landsholdsspillerne.

»Hvis det er en privatliga, som bryder ud af EHF, kan de ikke deltage med landsholdet, og det vil forringe produktet en del,« siger Ulrik Wilbek.

Udtalelserne kommer i kølvandet på, at Jesper ’Kasi’ Nielsen i går præsenterede projektet AG Amazing Copenhagen, som skal være den danske del af den eksklusive udbryderliga Handball Premier League.

En af grundene til, at nogle klubber vil bryde ud af EHF og starte deres egen liga, er antallet af kampe i Champions League. Man mener simpelthen ikke, at antallet af kampe kan betale sig i forhold til risikoen for overbelastning og skader til spillerne, og den kritik mener Ulrik Wilbek, at EHF bør lytte til.

»Man har lige haft en EM-turnering, hvor 25 af de bedste spillere ikke kunne være med på grund af skader, og det må man tage til efterretning,« siger Ulrik Wilbek.

Sportschefen mener, at Champions League bør revurderes, så turneringen bliver mere attraktiv for både spillere og klubber.

»I EHF har man lidt en idé om, at flere kampe er lig med flere penge, og det er jeg ikke sikker på, at de har ret i,« siger Ulrik Wilbek.

Der er dog også ros til det europæiske håndboldforbund fra sportschefen.

»Finaleweekenden med Final Four i Köln er jo fantastisk, men optakten dertil kunne man måske overveje at ændre på,« siger Ulrik Wilbek.

Hvis man vil undgå en såkaldt piratliga, må man altså revurdere Champions League.

Ifølge Ulrik Wilbek risikerer man, hvis Premier Handball League bliver en realitet, at EM og VM i håndbold kommer til at foregå ligesom i ishockey og basketball, hvor de bedste spillere ikke kan deltage, fordi de er kontraktligt bundet til de amerikanske ligaer NHL og NBA.

»Det kan blive den visse død for landsholdshåndbolden, hvis de bedste spillere suspenderes,« siger Ulrik Wilbek.

 

Fakta om Premier Handball League

Premier Handball League er skabt af en investeringsfond, som vil forsøge at samle klubber fra europas storbyer i en privat ’piratliga’ uden om håndboldforbundene. Det er den, Jesper ’Kasi’ Nielsen har planer om at være en del af.

Hvis man opretter en liga uden om forbundene, diskvalificerer man også spillerne, som deltager i ligaen fra at deltage i landskampe.

Premier Handball League vil gøre håndboldreglerne mere simple, tillade tv-hjælp til dommerne og indføre et skud-ur med nedtælling i hvert angreb.

Ligaen kan tidligst begynde i 2019.

Som den europæiske klubhåndbold fungerer i øjeblikket, spilles der i eksempelvis Danmark helt op til 56 kampe plus landskampe med EM- og VM-slutrunder samt kvalifikationsturneringerne til disse. Flere klubber har klaget over det hårde kampprogram, da det er dem, som betaler løn og dermed løber risikoen for overbelastningsskader.