
Det voldsomme vintervejr i flere dele af Europa får nu konsekvenser for de danske håndboldherrer.
For onsdagens fly, som de rød-hvide stjerner skulle have været med klokken 18.40 til Holland for at spille to testkampe inden EM, er nemlig blevet aflyst ifølge Billund Lufthavns hjemmeside.
Og hos Dansk Håndbold er det da også den melding, man har fået.
Det bekræfter forbundet over for B.T.
Tidligere tirsdag kom det frem, at vintervejret har skabt store problemer i Schiphol-lufthavnen i Amsterdam, hvor mere end 400 fly er blevet aflyst.
Én af dem er altså landsholdets.
Ifølge Dansk Håndbold undersøger man i øjeblikket alternative muligheder for at komme til Almere, Holland.
Her skal Nikolaj Jacobsens mandskab nemlig møde Norge torsdag aften samt Grækenland lørdag i de to testkampe forud for EM.

