
En kritik, der vil vække opsigt.
Den danske håndboldstjerne Simon Pytlicks ord til B.T. omkring ledelsen hjemme i klubben Flensburg-Handewitt vil skabe røre.
Det mener B.T.s håndboldkommentator, Johnny Wojciech Kokborg.
»Det er en helt vildt opsigtsvækkende kritik i mine øjne. Hvor tit ser vi en så stor dansk stjerne som Simon Pytlick gå i rette med den klub, han stadig spiller i?«
»Det har jeg næsten aldrig set før. Han siger slet og ret, at klubben har svigtet ham i en svær situation. Det her vil vække genlyd i tyske medier og i håndboldverdenen,« siger han.
Kritikken fra Pytlick kommer i kølvandet på, at det i december kom frem, at danskeren fra sommeren 2027 skifter til Bundesliga-rivalerne Füchse Berlin.

Et skifte, der har fået flere fans til at være på nakken af Pytlick, som ikke mener, at klubben har hjulpet ham midt i stormvejret.
Og timingen er påfaldende, mener Kokborg.
»Det er tydeligt, at Pytlick er såret over det, han mener, er manglende ansvarstagen fra klubben, men det er også svært helt kynisk ikke at kigge på timingen af kritikken. Han ved godt, hvad han sætter gang i her,« lyder vurderingen.
For lige siden, det kom frem, at danskeren er fortid i Flensburg-Handewitt fra sommeren 2027, har der været spekulationer om et skifte før tid.
Indtil videre har den tyske klub dog stået helt fast på, at man ikke vil slippe Pytlick før 2027.
Men Füchse Berlin-træner, Nicolej Krickau, har tidligere sagt til TV 2, at danskeren er klar til at flytte til Berlin før tid, hvis muligheden byder sig.
Og for få dage siden afslørede Füchse Berlins direktør, Bob Hanning, over for mediet rbb24, at klubben har tilbudt Pytlick en kontrakt for 2026.
»Vi ved, at han stadig vil være under kontrakt med et andet hold til den tid, og vi er i øjeblikket ved at udvikle en plan B,« lød det fra Hanning, der vil hente en anden spiller for dække af for danskeren, hvis han først kommer i 2027.
Det taler ind i et klart billede, mener B.T.s håndboldkommentator.
»Füchse Berlin ser jo tydeligvis gerne, han kommer til klubben før tid. Og udtalelserne her fra Pytlick vil kun gøre forholdet til Flensburg-Handewitt mere anspændt. Fansene har i forvejen set sig sure på ham, og nu kommer han med den her kritik kort før EM. Det ligner unægtelig en mand, der gerne vil væk hurtigst muligt,« siger han.
