Efter Danmark slog Island ud til EM i håndbold fredag aften, er en voldelig video fra Boxen begyndt at sprede sig på sociale medier. 

Og på det islandske medie Morgunbladid kan man nu se den pågældende video af en dansk og en islandsk fan i håndgemæng efter semifinalen i Jyske Bank Boxen fredag aften.

Videoen viser, at de to personer har godt fat i hinanden, og der bliver svunget en knytnæve, som dog ikke rammer. 

I baggrund lyder der råb og skrig fra en række andre personer, der også forsøger at skille de to fans ad.

DanskHåndbold oplyser til TV 2 Sport, at de er opmærksomme på episoden, som de finder yderst uacceptabel. 

»Vi er meget kede af at se den video, der cirkulerer på sociale medier, og som viser en uacceptabel konfrontation mellem to tilskuere i forbindelse med kampen i går. Vi tager afstand fra sådan en hændelse.«

Ifølge håndboldforbundet er det sjældent, at lignende episoder opstår i forbindelse med håndboldkampe på dansk grund. 

»Vold og overgreb hører ikke hjemme i håndbold – eller i sport i det hele taget – og det strider imod de værdier, som vores fællesskab bygger på. Heldigvis er episoden helt atypisk for stemningen til vores landskampe, hvor vi normalt oplever et trygt, respektfuldt og inkluderende fællesskab mellem fans fra alle nationer,« skriver DanskHåndbold til mediet.