De er voldsomt populære hjemme i de danske stuer hvert år, når kalenderen skriver 'januar'.
Desuden er VM-stjernerne også populære på det sociale medie Instagram, hvor tusindvis følger med i deres hverdag.
B.T. har kigget på, hvem der kan prale med at have flest følgere, og det er nok ikke så overraskende, hvem der indtager førstepladsen med stor afstand til resten.
Det er dog en solid top-10, der tilsammen i skrivende stund har langt over en halv million følgere. Omkring 570.000 for at være præcis.
1. Mikkel Hansen – 214.000 følgere
Den danske stjerne, der til dagligt spiller i PSG, er den klart mest populære på Instagram, hvor han viser glimt af sit liv på både håndboldbanen og hjemme i Paris, hvor han bor med sin kone, Stephanie Gundelach, og sønnen Eddie Max.
Snart kan han kalde sig far til to, for i midten af december kunne en lykkelig Mikkel Hansen fortælle, at de venter barn nummer to.
Han deler desuden også mange billeder af kunst, som han går meget op i.
2. Niklas Landin – 129.000 følgere
Den ældste Landin-bror, der til dagligt spiller for THW Kiel, er ligesom Mikkel Hansen en populær mand.
Han deler flittigt ud af sit liv som håndboldspiller, og der er også nogle glimt af familien.
Niklas Landin er privat sammen med Liv, som han blev gift med i juni 2017, og sammen har parret to børn.
3. Lasse Svan – 53.100 følgere
37-årige Lasse Svan, der definitivt sendte Danmark i semifinalen, er en af de mest rutinerede på det danske landshold. Mod Egypten spillede han sin landskamp nummer 224.
Han har privat Instagram, hvilket betyder, at det kun er muligt at se, hvad han deler ved at få godkendt en anmodning om at følge veteranen.
Privat er han gift med Sara, som han har to børn med, og de bor til dagligt i Tyskland.
4. Magnus Landin – 48.200 følgere
Den yngste Landin-bror på 25 år spiller ligesom sin storebror til dagligt i Kiel.
Det er da også klart håndboldlivet, der fylder mest på Magnus Landins profil.
Han skiftede til den tyske klub i november 2017, og han optrådte i landsholdstrøjen for første gang i juni 2015.
5. Morten Olsen – 29.600 følgere
36-årige Morten Olsen, der fik sin landsholdsdebut 2006, var igennem en hård tid i efteråret 2020, da han var tæt på en miste en finger, da den blev skadet under en styrketræning.
Han fik dog lov at beholde den og er med til årets slutrunde. Privat er han gift med Gry, og de har to børn.
Det er dog klart sporten, der fylder mest på Instagram hos Morten Olsen.
6. Mads Mensah – 25.300 følgere
63 opslag har han delt siden det første i 2007, og det er en blanding af sport og familieliv, de mange følgere får glimt af hos Mensah.
Han er gift med Line, og i august sidste år blev de forældre for anden gang i et år, hvor håndboldstjernen i foråret blev ramt af den frygtede coronavirus.
Noget, han fortalte meget åbent og ærligt om i et opslag.
7. Lasse Andersson – 22.900 følgere
'En knægt fra Valby', skriver håndboldspilleren om sig selv i sin tekst.
Til dagligt bor den 26-årige back dog i Berlin, hvor han spiller håndbold. Hans skifte til Füchse Berlin blev offentliggjort i november 2017, og han flyttede til det tyske i sommeren 2018 efter at have været i Barcelona siden 2016.
Privat danner han par med Nanna, hvilket han har gjort i adskillige år.
8. Henrik Møllgaard – 16.000 følgere
36-årige Henrik Møllgaard, der har været en del af landsholdet siden 2006, er bestemt heller ikke en af dem, der poster mest.
Men når han gør, er det en god blanding af livet som håndboldspiller og familiefar til sine to børn, som han har med sin kone, Christina.
Han spiller til dagligt for Aalboorg Håndbold.
9. Nikolaj Jacobsen – 15.900 følgere
Landstræneren, der har haft tøjlerne siden 2017, er tilbage på det sociale medie, efter han i sommeren 2020 blev hacket og forsøgt afpresset for penge.
Derfor måtte han i august starte en ny konto, men det er hurtigt væltet ind med følgere og fans hos Jacobsen, der er gift med Lenette, som han har tre børn med.
Netop familien deler han flere billeder af, men det er dog mest håndbold, der fylder.
10. Emil Jakobsen – 15.900 følgere
Den 23-årige VM-komet startede slutrunden uheldigt med at teste positiv for covid-19, men han er siden kommet stærkt tilbage.
Hans feed er en blanding af håndbold og privatlivet, hvor han danner par med Odense Håndbold-profilen Helena Elver, som han har mødt gennem sporten.
Til dagligt spiller han for GOG Håndbold, men til sommer går turen til den europæiske topklub Flensburg-Handewitt.