Danmark havde ikke skyggen af problemer i VM-premieren, der blev en håndboldfest i Royal Arena.

Håndbold-VM er i gang, og det danske landshold kunne ikke have ønsket sig en meget bedre start, end den de fik mod Chile torsdag aften.

I Royal Arena i København vandt Danmark med de knusende cifre 39-16 mod en fuldstændig overmatchet sydamerikansk modstander.

Nogen egentlig kamp blev åbningskampen aldrig, men de mere end 12.000 tilskuere fik mulighed for at banke deres klappevifter til ukendelighed på en festlig aften i den københavnske arena.

Det paradoksale er, at man trods den danske målfest ikke blev så meget klogere på, hvordan det etablerede angrebsspil fungerer.

Spillerne brugte især før pausen stort set ingen tid i den offensive zone, men løb de stakkels chilenere fuldstændig i sænk med et hav af scoringer på kontrastød i første og anden bølge.

Chile kom foran 1-0, men derfra rullede den danske kontramaskine med en flok ekstremt tændte danskere, der fejrede alle vellykkede aktioner med primalskrig og stærkmandsattituder.

Danmark afsluttede første halvleg med at score vanvittige 14 mål på stribe og gik til pause med en føring på 22-4.

Målmand Niklas Landin blev noteret for en redningsprocent på 71 og kunne med god samvittighed overlade buret til Jannick Green efter pausen.

Også fløjspilleren Casper U. Mortensen kunne holde fyraften efter at have lavet otte mål på otte forsøg på en første halvleg, hvor Barcelona-spilleren fik demonstreret sine hurtige fødder og næse for kontraspillet.

18-måls-føringen kom på en billig baggrund, men Nikolaj Jacobsens mænd spillede også 30 næsten perfekte minutter, hvor stort set alt lykkedes.

At kadencen og tempoet gik lidt ned efter pausen var forventeligt, og Jacobsen udnyttede da også lejligheden til at få hele truppen i gang.

Man fik set Mikkel Hansen i en uvant rolle på højre back, som landstræneren har udpeget som en potentiel problemposition.

Hansen så fit ud og havde kvalitet i afslutningerne, men overværede det meste af anden omgang fra bænken, mens "andenkæden" gjorde arbejdet færdig.

Kampen gjorde ikke specielt god reklame for den forestående udvidelse af VM, som fra 2021 kommer til at bestå af 32 hold mod de nuværende 24.

Men som folkefest blev den første VM-kamp på dansk jord i 41 år en vellykket forestilling, som kun vil øge forventningerne til de kommende uger.

Danmark rykker nu VM-lejren fra København til Herning, hvor holdet på lørdag skal i aktion mod Tunesien.

/ritzau/