21-årige Mathias Gidsel er brandvarm for det danske landshold. Og det gør ham selvsagt attraktiv for større klubber.

GOG-spilleren har i den grad grebet chancen under sin første slutrunde nogensinde.

Med 38 mål i otte kampe har han vist, at han kan gøre sig gældende på den allerstørste internationale scene. Og nu står han så i en VM-finale.

Den unge back har kontrakt med fynske GOG frem til sommeren 2022, men det skulle ikke undre nogen, hvis der dukker et lukrativt tilbud op før det efter det store gennembrud.

Gidsel har fået masser af tillid fra Nikolaj Jacobsen.
Gidsel har fået masser af tillid fra Nikolaj Jacobsen. 10030 Jonas Ekströmer/TT

»Det er ikke et must for mig at komme af sted til sommer. Som jeg har sagt før, jeg bliver i GOG og i den danske håndboldliga, så længe jeg føler mig udfordret. Og det gør jeg,« lyder det fra Gidsel.

Han er dog ikke bleg for at pege på én destination, der ville kunne lokke ham.

Her spiller hans gode venner nemlig i form af Lasse Møller og GOG-kammerat Emil Jakobsen, der skifter til sommer.

»Jeg vil da gerne prøve mig selv af i den tyske liga. Nu er to af mine bedste venner taget til Flensborg, så hvorfor ikke få lov til at besøge dem i Flensborg? Det ville da være en drøm,« smiler han.

Gidsel har sammen med unge kræfter som Magnus Saugstrup og Emil Jakobsen vist vejen.

Og Gidsel mener, at den store tillid fra hele landsholdet har gjort det nemt at falde til.

»Vi kommer med lidt ungdommeligt og friskhed. Og måske også nogle gange noget urutineret dumhed. Nogle gange gør vi bare tingene. Men det er utroligt nemt at være ung på det her hold. Vi får utroligt meget tillid og ansvar,« siger han og tilføjer:

»Alle har stolet på mig fra første dag. Og man stolede også på Emil Jakobsen mod Egypten. Den tillid har gjort det så meget nemmere,« lyder det fra Gidsel.

Danmark møder Sverige søndag i VM-finalen 17.30.

Og den kamp kan du følge på B.T. fra start til slut.