Kaos hersker forud for VM-slutrunden for håndboldherrer i Egypten.

Tirsdag trak to hold sig - Tjekkiet og USA - efter et massivt udbrud af corona i begge landsholdslejre.

Det betød, at Nordmakedonien og Schweiz måtte træde til i sidste øjeblik. Og det betød hårdt arbejde for at kunne nå at blive klar.

Schweiz' landshold havde netop været samlet i forbindelse med nogle EM-kvalifikationskampe, men man nåede at få to dage hjemme, hvor spillerne potentielt blev udsat for smitte.

Med hjælp fra IHF - det internationale håndboldforbund - fik man dog coronatestet alle spillere, og da der for nu ikke er nogen positive tilfælde, var der grønt lys.

»Det var en meget stor udfordring for os at komme til Egypten på under 48 timer for at spille den første kamp. For os alle stod det dog klart, at vi gerne ville udnytte muligheden, hvis den kom,« siger pressechef Marco Ellenberger til 20minuten.

Han tilføjer, at man ikke var kompelt uforberedt, da man vidste, der var en chance for, det kunne ske, men ikke desto mindre skulle der bookes fly og hotel på meget kort tid.

Schweiz erstatter USA, der havde hele 18 positive tilfælde i spilletruppen. Det betød, at man i sidste ende valgte at trække sig.

Her indtræder man i en gruppe, der i forvejen består af Norge, Frankrig og Østrig. Schweiz møder torsdag Østrig i sin første VM-kamp.

Slutrunden kastes i gang onsdag aften, når værtsnationen Egypten møder Chile.

Alle hold er en del af en 'coronaboble', som skal forhindre smitte.