Nikolaj Øris blev - ganske uventet - en af hovedrolleindehaverne i finaletriumfen mod Sverige.

Her gik han fra reserve til målmaskine, og Bjerringbro-Silkeborg-spilleren har dermed sin store andel i det danske VM-guld.

At dømme ud fra hans stemme har han også spillet en central rolle i den efterfølgende guldfest i Kairo.

Dagen derpå var Nikolaj Øris’ stemme i hvert fald både hærget og hæs, da han satte fødderne på dansk jord i Københavns Lufthavn sammen med de øvrige danske verdensmestre.

10030 Jonas Ekströmer/TT

»Det er som om, at hver gang jeg får lidt at drikke, så kan jeg godt lide at synge, og det kan min stemme ikke holde til.«

»Jeg synger alt. Jeg prøver at lære lidt af alle de ungdommelige sange, men det går dælenedeme hurtigt. Så jeg er mere til Lilholt og Poul Krebs og de andre.«

»Men vi havde en rigtig hyggelig aften, hvor der både blev drukket og lavet en masse sjove ting,« siger Øris, som altså denne gang nåede ombord på flyet i tide.

Det var ikke tilfældet for to år siden ved VM-fejringen i Danmark, hvor han sov over sig efter en guldfest i København og missede et fly hjem til det jyske, fordi holdkammeraterne lod ham sove branderten ud på et hotelværelse.

»Man lærer jo af sine erfaringer. Men det er jo bare dårlige mennesker at have som holdkammerater. Det var jo de der holdkammerater, jeg havde i Bjerringbro-Silkeborg på det tidspunkt. Dem har jeg sørget for, at de er væk på nuværende tidspunkt,« griner højre backen, der kom på måltavlen fem gange i finalen.

Nu ser Nikolaj Øris frem til at komme hjem til sine nærmeste efter en meget intens måned med landsholdet.

»Først og fremmest glæder jeg mig til at komme hjem til min familie; min kæreste og mine to drenge - og få hygget lidt med dem,« lyder det fra Øris, som samtidig afslører, at han nok skal til at op lidt op i gear nu, hvor han er kommet hjem.

»Nu har jeg jo ligget i en seng i 18 timer. Så der bliver nok lidt mere at se til. Omvendt kan man selv bestemme, hvad man vil have at spise, så det kan jo også noget,« siger han med et smil og en henvisning til den meget omtalte buffet på landsholdets hotel i Kairo.