Magnus Saugstrup blev ramt af en knæskade, da Magdeburg søndag slog Kiel i den tyske pokalturnering. Frygten var, at skaden var slem.

Den frygt var berettiget, da den danske verdensmester er ude med knæskaden i tre til fire måneder. Det står klart tirsdag efter stregspilleren gennemgik en operation i det højre knæ, melder SC Madgeburg på sin hjemmeside.

Den tyske mesterklub skriver derfor, at forventningen desværre er, at Magnus Saugstrup misser rester af sæsonen.

I opgøret mellem Magdeburg og THW Kiel kom Niklas Landin, som er målvogter i den tyske storklub, i situationen over, hvor Saugstrup lå skadet på banen og trøstede sin holdkammerat på landsholdet, som du kan se i videoafspilleren øverst i artiklen.

Magnus Saugstrup misser sandsynligvis resten af sæsonen på grund af den alvorlige knæskade.
Magnus Saugstrup misser sandsynligvis resten af sæsonen på grund af den alvorlige knæskade. Foto: JANEK SKARZYNSKI
Vis mere

Den danske landstræner Nikolaj Jakobsen så braget mellem THW Kiel og Magdeburg i den tyske pokalturnering på sofaen og han var bekymret, da han så Magnus Saugstrup liggende i smerter på halgulvet.

»Vi er altid bekymrede, når sådan noget sker,« lød det fra Nikolaj Jakobsen dagen efter kampen i Tyskland til B.T.

Han mente dog ikke, at det faktum, at kampen i den tyske pokalturnering blev spillet, kun en uge efter at de danske landsholdsspillere kunne lade sig hylde som tredobbelte verdensmestre, havde nogen betydning.

»Det kan man aldrig sige noget om. Det kunne lige så godt være sket for Magnus i starten af sæsonen. Så det vil kun være gisninger fra min side.«

Til spørgsmålet om, hvorvidt det er en god idé, at komme i gang så hurtigt efter en VM-slutrunde, var svaret for landstræneren følgende:

»Sådan er det jo. Sådan har det altid været. Vi vil jo gerne have slutrunderne til at ligge i januar, så der kommer flest mulige tilskuere,« fortalte Nikolaj Jakobsen, som ikke ville komme ind på om kampprogrammet kunne skrues anderledes sammen.

Magdeburg-træner Bennet Wiegert var også frustreret og påvirket over at miste en af holdets største profiler i en så lang periode.

»Vi måtte betale en forbandet dyr pris for at gå videre,« sagde Bennet Wiegert til det tyske medie Sport1 efter kampen.