Halvandet døgn efter at Japan fik bank med 14 mål af de danske håndboldkvinder ved VM i Oldenburg, stod japanerne bag en stor overraskelse.

Tirsdag besejrede de Montenegro med 29-28, og dermed er montenegrinerne nu under pres i gruppe C, da holdet også har tabt til Rusland.

Montenegro åbnede ellers VM med en overbevisende 31-24-sejr over Danmark i lørdags.

Japan er nu oppe på tre point for tre kampe. Det rækker til en tredjeplads før Danmarks kamp tirsdag aften mod Tunesien. Med en sejr går Danmark forbi Japan.

De fire bedste af gruppens seks hold går videre til ottendedelsfinalerne.

/ritzau/