Der var plads til hygge på udskiftningsbænken, da Danmark slog DR Congo i en kamp uden spænding.

Der blev udvekslet skæve smil undervejs, og humøret var tydeligvis ganske højt på det danske hold, da Danmark pryglede DR Congo med 39-19 ved håndbold-VM søndag aften.

I kampe med så stor forskel på to hold er det svært at oppiske den sædvanlige intensitet, og på den danske udskiftningsbænk var spillerne da også noget mere tilbagelænede end normalt.

- Under kampen var der en lidt mere afslappet stemning, end der vil være i andre kampe. Men vi glæder os over alle sejre, og der er også rigtig godt humør her bagefter, siger backen Nikolaj Øris.

- At holde koncentrationen er den største udfordring, når man møder lande som DR Congo.

- Omvendt var der rigtig mange - inklusive mig selv - som fik spilleminutter, og som gerne vil ind at vise, hvad man kan. Jeg synes, vi fik løst det meget godt, siger Bjerringbro-Silkeborg-spilleren.

Han rundede 19 minutters spilletid og nåede at lave tre mål - en stor fremgang fra den første kamp.

Her kunne Øris se konkurrenten Mathias Gidsel brillere og måtte derfor nøjes med korte indhop i slutningen og sammenlagt kun fem minutter på banen.

- Jeg har ventet på at få nogle minutter på banen, så jeg var glad for at komme ind og få en længere, sammenhængende periode, så jeg kan føle, at jeg også er en del af denne slutrunde, siger Nikolaj Øris.

Danmark mangler nu én kamp i det indledende gruppespil. Her venter Argentina i et opgør, der gælder førstepladsen i gruppen.

/ritzau/