Han skal bo i København, men hans arbejdsplads ligger flere hundrede kilometer væk.

For med den danske landsholdsbomber Mikkel Hansens hjemkomst ligger der et vildt pendlerliv foran den 34-årige superstjerne.

Danskeren skal nemlig pendle mellem sin bopæl i hovedstaden og sin nye klub, Aalborg Håndbold, de kommende tre år.

»Jeg har en lejlighed i København fra gamle dage. Der skal min familie og jeg bo. Og så skal jeg jo mere eller mindre pendle med fly,« fortæller Mikkel Hansen til B.T. og tilføjer:

Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Men nu må vi se, hvor ofte det bliver, hvordan det hænger sammen, og hvordan kroppen har det og så videre. Det er svært at svare på nu, når jeg ikke helt ved, om det fungerer for mig.«

Den danske verdensstjerne kommer dog næppe til at tage turen fra København til Nordjylland hver dag, for ifølge klubbens direktør, Jan Larsen, får Mikkel Hansen hjælp med at finde en fast bolig i Aalborg, hvor han kan overnatte, hvis det en dag ender med, at det sidste fly er fløjet.

Og netop den del af aftalen ser ud til at blive særdeles vigtig for landsholdsstjernen.

For med et presset kampprogram og mange udlandsture i den danske storklub skal der graves dybt efter overskud til en efterfølgende tur tværs over landet.

»Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt sige, at det bliver sådan, sådan og sådan. Det må jeg føle efter i forhold til, hvad der giver mening i forhold til vores liv,« siger Mikkel Hansen efter mandagens ankomst til det nordjyske fra Paris Saint-Germain.

Et skifte, der nærmest kun kunne lade sig gøre, hvis Mikkel Hansen kunne få lov til at bo i den danske hovedstad sammen med familien.

»Det er ikke hemmeligt, at Mikkel sagde, det var vigtigt for ham. Han har en familie. Og som han også har meldt ud, så har hans kone et arbejde, der kræver noget tid i København,« har klubdirektør Jan Larsen i hvert fald tidligere forklaret B.T.

Hovedpersonen er dog lidt mere afdæmpet, når det handler om vigtigheden af at få lov til bo så langt væk fra sin arbejdsgiver.

Mikkel Hansen havde mandag sin første træning med Aalborg Håndbold.
Mikkel Hansen havde mandag sin første træning med Aalborg Håndbold. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Det har da været i mine tanker, hvordan det skulle fungere. Men det er svært at finde ud af, når man ikke har prøvet det på egen krop endnu,« lyder det fra backspilleren.

Mikkel Hansen havde mandag sin første dag i Aalborg Håndbold efter flere måneder med genoptræning på grund af den blodprop, der ramte ham i foråret.

En svær tid, som han i den forbindelse satte ord på i et stort interview, som du kan læse lige HER.