Eventyret fortsætter, for de har gjort det igen.

Der var drama for alle pengene, da Østrig igen drillede et af de store hold ved EM-slutrunden i håndbold.

Lørdag aften var det hjemmebaneheltene fra Tyskland, der blev presset til det yderste af naboerne mod syd.

De østrigske spillere kunne bryde ud i vild jubel efter den store overraskelse.

Østrigs spillere jubler efter den store overraskelse.
Østrigs spillere jubler efter den store overraskelse. Foto: Ina Fassbender/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Østrig var i front det meste af opgøret mod de tyske verdensstjerner.

Det var ikke mindst målmand Constantin Möstls fortjeneste. Han pillede længe pynten af de tyske skytter, og da det gik allerbedst, førte Østrig med 21-16 med 11 minutter tilbage.

Så fulgte en periode, hvor Østrig havde svært ved at score, flere gange ramte stolper og overligger og lavede tekniske fejl, og tyskerne kom på omgangshøjde ved 22-22 med 50 sekunder tilbage.

Østrig smed bolden væk i det efterfølgende angreb, så tyskerne fik en chance for at vinde, men heller ikke tyskerne formåede at sætte et ordentligt sidste angreb op.

Tyskerne sendte et frikast langt over mål, efter tiden var gået.

Tidligere i turneringen spillede Østrig uafgjort mod mægtige Spanien og Kroatien.

De undertippede østrigere er nu nummer tre i mellemgruppe 1.