Louise Burgaard har nok at se til for tiden. 

For til sommer flytter hun hjem til Danmark, hvor hun skal spille for Odense Håndbold. 

Og det kommer til at ske lige op til OL i Paris, hvor håndboldkvinderne skal deltage. 

Midt i et hektisk kampprogram hos sin franske klub Metz går hende og manden Andreas og pønser på næste træk, når de skal flytte fra Frankrig til Danmark. 

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Min mand joker med, at det er ham, der skal stå for flytningen. Det er OL, der er i fokus. Lige nu går vi og kigger på hus i Odense. Det er også fedt og spændende. Vi tager det stille og roligt. Vi skal nok ikke holde den store ferie. Det bliver på dansk grund, træne godt op og så flytte,« siger Burgaard til B.T. 

Lige nu er hun samlet med landsholdet for første gang siden VM på hjemmebane i december, hvor Danmark vandt bronzemedaljer efter at være blevet slået ud i et vanvittig dramatisk semifinale mod Norge. 

»VM var en fed oplevelse, men det meste trælse er, at jeg føler, vi stod i lidt den samme situation til EM. At vi ikke formår at være mere kyniske mod Norge. Jeg troede, vi havde lært mere. Omvendt kom vi også det skridt tættere på, men stadigvæk manglede vi dét dér,« lyder det fra Burgaard. 

Til gengæld føler hun, at OL-billetten er blevet meget mere lun at varme sig på for hende i hverdagen. Hun har prøvet det én gang før ved OL i London for 12 år siden, og nu er alt sat ind på drømmen til sommer. 

»Det er bare det største. Men jeg ved også, det er skrøbeligt. Jeg kan blive skadet i morgen, jeg kan ikke blive udtaget. Men det er en ledestjerne, jeg ser frem mod,« siger hun og tilføjer om sit første OL: 

»Jeg var jo bare 19 år gammel og spillede højre fløj, så det var lidt en skør oplevelse på nogle måder. Men jeg husker tydeligt at gå i OL-byen og se nogle af de største stjerner. Vi røg tidligt ud, så det blev ikke den store sportslige succes, så vi fik set nogle af de andre sportsgrene.«

I første omgang skal Danmark møde Polen over to EM-kvalifikationskampe den kommende uge.