Det lyder glamourøst og som den store luksus at være elitespiller til en VM-slutrunde.

Men for Ivaana Holm og resten af den grønlandske trup er virkeligheden noget anderledes.

Når anføreren fører miniputnationen til en VM-slutrunde for første gang i 22 år, skal familien selvfølgelig med.

For at gøre drømmen til virkelighed måtte der tages helt særlige midler i brug, fortæller hun til DR. Der skulle lånes penge.

Ivaana Holm og Grønland fik som forventet stryg af det norske storhold.
Ivaana Holm og Grønland fik som forventet stryg af det norske storhold. Foto: Beate Oma Dahle/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Vi skulle låne penge af banken for at komme afsted,« siger Ivaana Holm om hende og familien.

Til dagligt arbejder hun som gymnasielærer.

»Bare flybilletterne fra Grønland til København, Stavanger og Aalborg er op mod 20.000 kroner. Hotelværelserne er heller ikke billige, og de koster omkring det samme for alle dagene, hvis de skal være med alle dagene. Og det skal de,« lyder det fra Holm.

Onsdag kunne familien så sætte sig til rette og se Ivaana Holm og resten af det grønlandske landshold brage sammen med de regerende verdensmestre fra Norge i deres første kamp ved dette VM.

Som forventet blev det en noget stor mundfuld for Grønland, som tabte 43-11.

Men mindet, det kan ingen tage fra dem.

Næste opgave på Grønlands program er Østrig, søndag eftermiddag.