De er blandt verdens bedste. Begge par. Det handler om målmænd, og det handler om en duel, der potentielt kommer til at afgøre, om Danmark eller Sverige skal i VM-semifinalen.

Danmark Niklas Landin og Jannick Green mod Sveriges Andreas Palicka og Mikael Appelgren.

»Jeg ved ikke, om det bliver en krig mellem målmændene, for vi har ikke som sådan noget med hinanden at gøre. Men jo, det bliver en duel. Sådan er det altid med de her kampe. Det er dagsformen, der afgør det - også inde i målet,« siger Niklas Landin.

Og Mikael Appelgren i det svenske mål er enig i, at målmændene kan blive afgørende - specielt i en forventet tæt kamp mellem Danmark og Sverige.

Foto: 10080 Fredrik Sandberg/TT
Vis mere

»Det er altid vigtigt, men vi skal også score mål i den anden ende. Det er altid en kamp i kampen mellem målmændene. Det er to fantastiske målmænd, som Danmark har med Landin og Green, og Andreas (Palicka, red.) og jeg har også spillet en fantastisk turnering, så jeg håber, at det er en kamp, vi vinder. Men man skal have det med, at de er et rigtig godt målmandspar,« siger Mikael Appelgren.

Statistikken giver sit tydelige svar. Det danske og svenske målmandspar er de bedste til VM - og det er lige gode. 38 lyder redningsprocenten på hos både Danmark og Sverige efter syv VM-kampe. Svenskerne har reddet 101 af 265 skud, mens danskerne sammen har afværget 90 af 235 afslutninger.

Svenske Palicka og Appelgren spiller ikke bare sammen på landsholdet. De er også målmandspar hos Nikolaj Jacobsen i tyske Rhein-Neckar Löwen. Og de er anset som en af de stærkeste målmandsduoer i verden.

»Niklas Landin og Jannick Green er absolut på samme niveau som os. Jeg kender ikke statistikkerne, men det er meget tæt. Hvis du kigger på dem som par og som individer, er de absolut i verdenstoppen,« siger Mikael Appelgren om de danske modstandere i den vigtige kamp.

Foto: 10080 Fredrik Sandberg/TT
Vis mere

Og roserne går også den anden vej.

Jeg ser dem som et af de dygtigste par. Det har de igen vist ved den her slutrunde med rigtig gode kampe begge to. Det kommer ikke bag på mig, siger Niklas Landin, som sog ikke sætter sig selv op mod andre.

»Jeg er lidt ligeglad med, hvordan de andre keepere gør det. Jeg har primært fokus på mit og Jannicks samarbejde, og hvordan vi gør det derinde. Bare vi vinder, så er jeg egentlig ligeglad med, om de andre er bedre,« siger Landin.

Det er onsdag aften 20.30, at Danmark møder Sverige i Boxen i Herning. Et nederlag på fire mål eller mindre vil sende Danmark i semifinalen.