Danmark var bagud med tre mål ved pausen mod Sydkorea, men kæmpede sig tilbage i anden halvleg.

Det danske landshold har tre point på kontoen efter åbningsweekenden ved VM i kvindehåndbold.

Efter pligtsejren over Australien fulgte Klavs Bruun Jørgensens tropper op ved at spille 26-26 mod Sydkorea efter en dramatisk afslutning.

Sydkoreanerne havde bolden i nettet i de sidste sekunder, men målet blev annulleret for overtrådt.

Danmark møder Sydkorea, i den indledende runde i Gruppe B, under Kvindernes Håndbold VM i Kumamoto Prefectural Gymnasium i Japan, søndag den 1. december 2019.
Danmark møder Sydkorea, i den indledende runde i Gruppe B, under Kvindernes Håndbold VM i Kumamoto Prefectural Gymnasium i Japan, søndag den 1. december 2019. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Det så skidt ud efter de første 30 minutter, men danskerne strammede grebet efter pausen, og pointet kan vise sig at få stor betydning i en pulje, hvor der allerede har været flere overraskelser.

Den største er utvivlsomt Sydkoreas sejr over Frankrig lørdag, som havde overrasket mange i den danske lejr.

Sydkoreanerne viste sig da også igen som en ubekvem modstander med mange hurtige fødder og et godt overtalsspil.

At danskerne tabte første halvleg med 10-13, var nu langt hen ad vejen selvforskyldt og ganske unødvendigt.

Lotte Griegel i aktion da Danmark møder Sydkorea, i den indledende runde i Gruppe B, under Kvindernes Håndbold VM i Kumamoto Prefectural Gymnasium i Japan, søndag den 1. december 2019. . (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)
Lotte Griegel i aktion da Danmark møder Sydkorea, i den indledende runde i Gruppe B, under Kvindernes Håndbold VM i Kumamoto Prefectural Gymnasium i Japan, søndag den 1. december 2019. . (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix) Foto: Bo Amstrup
Vis mere

For spillerne var tydeligvis godt forberedte, og de havde forholdsvis let ved at spille sig til store chancer.

Men der blev brændt alt for meget, og rytmen druknede i ni tekniske fejl alene i første halvleg.

I den anden ende blev defensiven forstyrret af en håndfuld udvisninger, og Anne Mette Hansen havde allerede efter 13 minutter været i skammekrogen to gange.

Det fik landstræner Klavs Bruun Jørgensen til at holde hende på bænken resten af halvlegen, hvilket ikke pyntede på forsvarsspillet.

Alt var dog ikke tabt med et minus på tre mål ved halvtid, hvis danskerne kunne fortsætte det tålmodige angrebsspil.

Lotte Grigel fik masser af spilletid og gjorde det godt som organisator og bindeled. At den lille spilfordeler ikke selv er den store skudtrussel, er dog et handicap, som stiller store krav til backerne ved siden af hende.

Vestjyden var også omdrejningspunktet fra starten af anden halvleg, hvor Danmark spillede sig helt tilbage i kampen.

Pludselig var det Sydkorea, der lavede fejlene, og kampen blev åbnet på vid gab, da danskerne udlignede til 14-14.

På et straffekast bragte Grigel Danmark i front med 17-16, og publikum i Kumamoto Prefectural Gymnasium beredte sig på en spændende afslutning.

Med sine rappe fødder fik Mie Højlund sat ny fart i angrebet, og den danske scoringsfrekvens blev markant højere i kampens anden halvdel.

Med 11 minutter igen fik Anne Mette Hansen sin tredje udvisning og måtte gå i omklædningsrummet i utide.

Alligevel havde Stine Jørgensen mulighed for at give Danmark en 27-26-føring i slutfasen, men misbrugte chancen, og til slut måtte danskerne prise sig lykkelige for det ene point.

Holdet kan nu se frem til en kampfri dag, hvor spillerne skal forberede sig på to helt vitale kampe mod Tyskland og Brasilien tirsdag og onsdag.

/ritzau/