Der har været alt for store mentale og følelsesmæssige udsving hos håndboldkvinderne ved de seneste slutrunder, og det skal ændres ved dette EM.

Sådan lyder det nu fra landstræner Jesper Jensen.

Særligt sidste års VM i Japan bød på mange voldsomme op- og nedture, hvilket DR-dokumentaren 'Et landshold i knæ' har givet et grundigt indblik i.

Ifølge Jesper Jensen er den slags et benspænd for de danske muligheder, og derfor må man ikke gentage de samme fejl ved EM på hjemmebane.

Claus Fisker

»Vi skal have en lidt mere stabil linje i forhold til følelser hen over slutrunden. Som man også ser i dokumentaren, så kører det meget op og ned, hvor man halvvejs fejrer, at man er verdensmester, og halvvejs føler, nogen er død.«

»Det koster mange kræfter, og det bliver for hårdt hen over en slutrunde hele tiden at skulle svinge op og ned på den måde,« siger Jesper Jensen.

Og de danske spillere er enige med landstræneren og erkender, at det har været et problem.

Anne Mette Hansen forklarer, at holdet har været for dårligt til at håndtere både sejre og nederlag.

CHARLY TRIBALLEAU

»Det har taget lidt for meget overhånd, når vi har vundet, og ramt lidt for hårdt, når vi har tabt. Jeg håber, vi har lært af det, så vi kan ramme det hele lidt mere neutralt,« siger hun og fortsætter:

»Så vi stadig kan være glade for en sejr og være skuffede, hvis vi taber. Men vi skal lige have taget toppen og bunden af det hele, så det ikke bliver så voldsomt. For det bliver sgu for hårdt at have det sådan hele tiden under en slutrunde,« lyder det fra Anne Mette Hansen, som får opbakning fra Kathrine Heindahl.

»Det var for meget himmel og helvede på skift. Elitesport og håndbold er jo også, at følelserne er uden på tøjet, men det er jo sindssygt hårdt. Så jeg håber, vi har lært af det og kan ændre det her til EM,« siger hun.

For Mie Højlund blev det en øjenåbner at se de mentale udfordringer udstillet i DR-dokumentaren, og det har gjort det klart, at noget skulle ændres.

»Det var 100 procent for meget op og ned under den slutrunde. Det, at vi kan se dokumentaren, er også en rigtig god læring for os, for der er mange ting, der er svære at se, når man er i det, men når man lige pludselig får det i perspektiv, er der mange ting, der giver mening,« siger hun og tilføjer:

»Lige netop det med, at følelserne går op og ned, er en af de ting, der var sværest for os at håndtere under slutrunden. Når vi spiller en god kamp, så skal vi selvfølgelig være glade og fejre det, men så skal kampene også parkeres, og det samme gælder, når vi spiller en dårlig kamp.«

Landstræner Jesper Jensen forklarer, at han har haft fokus på netop dette punkt siden sin ansættelse. Og i første omgang vil han ændre på holdets fokus efter kampene for at komme problemerne til livs.

»Der kommer en mere flatliner-kultur, hvor man skal huske at nyde euforien eller have lov at være skuffet – men samtidig kommer vi til at have meget fokus på at skulle præstere i næste kamp. Der kommer ikke nogen evalueringssnakke på hotellet klokken 2 om natten, når vi skal spille dagen efter.«

»Derfor har Lars (Jørgensen, assistenttræner, red.) og jeg også aftalt, at vi altid vil kigge fremad og fokusere på de ting, vi skal huske at tage med videre til næste kamp. Så vi hele tiden bruger det konstruktivt. For det kan være enormt hårdt, hvis man hele tiden skal evaluere. Det må blive pressens opgave i stedet,« siger Jesper Jensen.

Danmark åbner EM fredag aften mod Slovenien i Boxen i Herning. De to øvrige modstandere i det indledende gruppespil er Montenegro og Frankrig.