Detaljerne for Danmarks bud på EM i 2022 eller 2024 sammen med Schweiz er nu blevet afsløret.

Danmark har fået smag for håndboldslutrunder.

Næste år spiller de danske håndboldherrer VM på hjemmebane, året efter i 2020 er Danmark medværter på kvinde-EM sammen med Norge, inden man i 2023 deler VM-værtskabet for kvinder med Sverige og Norge.

Og der er håb om mere.

Sidste år bekendtgjorde Dansk Håndbold Forbund (DHF), at man havde i sinde at lægge bud ind på endnu en slutrunde sammen med Schweiz. Herre-EM i 2022 eller 2024 er ambitionen, og nu er det officielle bud blevet overdraget til det europæiske håndboldforbund (EHF).

Planen fra de to mulige værtsnationers side er, at Danmark spiller sine hjemmekampe i Danmark,  mens Schweiz spiller deres kampe i Zürich. Danmark får en klar overvægt af kampe, mens semifinaler og finale også skal spilles på dansk jord. Danmark var senest vært for en EM-slutrunde for herrer i 2014, hvor danskerne vandt sølv.

»Fremtiden for vores sport ligger hos alle medlemmer store som små. DHF er fast besluttet på at udvide vores sport over hele Europa. Værtsskabet for EM i 2022/2024 sammen med Schweiz er en unik mulighed for at lede den europæiske håndboldfamilie ind i en ny æra,« siger Per Bertelsen, DHF-formand, i forbindelse med buddet.

Formanden har tidligere udtalt til BT, at han personligt håber, at Danmark og Schweiz kan få tildelt EM i 2022 fremfor 2024, da det vil skabe det bedste flow i forhold til de andre værtsskaber i 2019, 2020 og 2023.

Danmark og Schweiz er dog langt fra de eneste nationer, der håber på at få tildelt et EM-værtsskab.

Her kæmper man blandt andet mod et fælles bud fra Belgien, Spanien og Frankrig samt et samlet bud fra Ungarn og Slovakiet. Tyskland har til gengæld lagt billet ind på at afholde EM i 2024, mens det samlede bud fra Ungarn og Slovakiet ligesom Danmark og Schweiz også har budt på slutrunden i 2024.

De forskellige nationer har i deres bud fået støtte fra forskellige stemmer. Mens tyskerne har fået støtteerklæringer fra kansler Angela Merkel og fodboldstjernen Mario Götze, står den danske kulturminister Mette Bock for den danske støtte.



»I kan ikke kun være sikre på min regerings fulde opbakning, men også mit personlige løfte om, at slutrunden vil få den dedikation, som så stor en event fortjener,« lyder det fra ministeren.

Hvem der ender med at afholde slutrunderne i 2022 og 2024, bliver afgjort senere i år 18. juni på EHF-kongressen i Edinburgh.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken DHF eller Sport Event Danmark, der er potentiel medarrangør.