Viborgs anfører er gravid og misser sæsonstarten


Maria Fisker er gravid og er derfor ikke med, når Viborg indleder sæsonen i næste uge.
Maria Fisker er ikke på banen, når Viborg HK i næste uge indleder den nye håndboldsæson med en pokalkamp.
Hun er nemlig gravid, skriver klubben på sin hjemmeside og på den sociale platform Instagram.
Det er tredje gang, at Viborg-anføreren udvider familien og dermed også tredje gang, at hun sætter håndboldkarrieren på pause for en stund.
Den tidligere landsholdsprofil har i flere omgange været stor fortaler for, at kvindelige sportsudøvere bør have bedre betingelser for at kunne få børn, mens karrieren kører.
Tidligere i år var hun blandt stemmerne, der talte for, at spillerne skal have løn under barsel. Et gode, som ikke indgår i standardkontrakten i øjeblikket.
- Det er ikke givet, at man bare laver et lyncomeback (efter fødsel, red.), og derfor er det vigtigt, at økonomi ikke bliver en faktor, når man sætter børn i verden midt i karrieren, sagde Fisker dengang.
Viborg meddeler ikke, hvor længe Maria Fisker forventes at være ukampdygtig.
Klubben møder i næste uge Skanderborg i pokalturneringens ottendedelsfinale.
/ritzau/