Odense Håndbold er under pres i slutspillet efter endnu et nederlag. Viborg overtager førstepladsen.

Mens semifinalisterne i kvindernes håndboldliga efterhånden synes at være på plads i slutspillets gruppe 1, er det langt mere åbent i gruppe 2.

Håndboldkvinderne fra Viborg HK besejrede torsdag aften Odense Håndbold med 34-30 på hjemmebane og overtog dermed førstepladsen.

Viborg har fem point som nummer et. Det er et mere end Aarhus United på andenpladsen.

Odense, som ellers gik ind til slutspilsgruppen som tophold med to point, ligger sidst midtvejs i gruppespillet med tre point.

Hvert hold har tre kampe tilbage, før de to bedste hold stryger videre til semifinalerne.

Odense gik ind til torsdagens kamp med blot et point i de to første slutspilskampe og jagtede dermed sin første sejr.

Mod slutningen af første halvleg blev det dog klart, at den mission ville blive svær at fuldføre.

Efter 21 minutter var det ellers helt lige, men med en stærk slutspurt gik Viborg til pause med en føring på 18-14.

Odense var tæt på at komme på omgangshøjde i begyndelsen af anden halvleg, men Viborg-målmand Anna Kristensen sørgede for, at hjemmeholdets forspring igen voksede.

Hun var en stor profil for Viborg, mens målmændene i den anden ende, Althea Reinhardt og Tess Wester, havde svært ved at få fat.

Viborg bragte sig foran med seks mål, og dermed var der ikke den store spænding i opgørets slutfase.

Fynboerne nærmede sig en anelse, men aldrig nok til at komme i betragtning til point. Nu venter en pause, før sidste halvdel af gruppespillet fuldføres.

/ritzau/