Viborgs håndboldkvinder kan begynde forberedelserne til kvartfinalen i EHF Cuppen efter sejr lørdag.

Viborg. Der var en billet til kvartfinalen i EHF Cuppen på spil, da Viborgs håndboldkvinder lørdag eftermiddag havde besøg af norske Byåsen.

Med en sejr på 29-26 gik billetten til Viborg, som dermed ender på andenpladsen i gruppe C efter tyrkiske Kastamonu Belediyesi.

Ved pausen stod det helt lige 16-16, men i anden halvleg viste Viborg sig som det stærkeste mandskab.

Resultatet glæder cheftræner Allan Heine, men han vil nå endnu længere i turneringen.

- Det er altid rart, at vi når en milepæl. Det var en af vores målsætninger for sæsonen, at vi gerne ville i gruppespillet og også spille os videre derfra.

- Dermed ikke sagt, at vi er tilfredse. Vi kunne rigtig godt tænke os at komme videre derfra. Vi må se, hvem vi skal op imod, og så tager vi den derfra, siger han ifølge Viborgs hjemmeside.

Carin Strömberg og Stine Bodholt Nielsen scorede seks gange i kampen, mens Kristina Jørgensen, Ann Grete Nørgaard og Line Uno hver stod for fem kasser.

- Det er så nice. Vi har haft op- og nedture i starten af 2018, så det er dejligt at komme videre og få kvittering på, at vi spiller godt, siger Strömberg.

Senere lørdag var København Håndbold i aktion i samme turnering. Københavnerne mødte Vipers fra Norge, men allerede før opgøret stod det klart, at København ikke kunne nå videre fra gruppen.

Vipers trak det længste strå i kampen med en sejr på 30-23 og er dermed klar til kvartfinalen sammen med russiske Lada.

/ritzau/