Dårligt forsvarsspil var en af årsagerne til, at Viborg HK tabte med ti mål i ligapremieren, mener Line Uno.

Viborg. Selv i deres værste mareridt havde Viborg HK's håndboldspillere formentlig næppe forestillet sig, at tirsdagens premierekamp i HTH Ligaen kunne gå så galt, som den endte med at gøre.

Viborg tabte på hjemmebane med hele 22-32 til Nykøbing Falster, efter at gæsterne førte 17-13 ved pausen.

Playmaker Line Uno mener, at en stor del af årsagen til det store nederlag skyldtes dårligt forsvarsspil.

- Vi manglede parathed i forsvarspillet. Vi tabte duellerne dernede. Det krævede bare to-tre afleveringer, så var vi helt rundt på gulvet.

- Det var nemt for dem i dag (tirsdag, red.). Vi var langt fra at have styringen i kampen, og generelt var vi slet ikke tæt på, siger Line Uno til Viborg Stifts Folkeblad.

Viborg mødte ellers frem til tirsdagens kamp med fredagens pokalsejr på 31-26 ude over TTH Holstebro som en god ballast.

Allerede på fredag skal Viborg i aktion igen i HTH Ligaen - denne gang på udebane mod Aarhus United.

Viborgs cheftræner, Allan Heine, tager de optimistiske briller på forud for den kamp trods det store nederlag til Nykøbing Falster.

- Vi må prøve at skære kampen lidt op og se, hvilke cases vi er gode i, og hvilke cases vi er knap så gode i.

- Det er det herlige ved håndbold. Det kan gå hurtigt den ene vej, og hurtigt den anden vej. Heldigvis er sæsonen meget ung, og jeg er sikker på, vi kommer igen, siger han til Viborg HK's hjemmeside.

/ritzau/