Viborg HK forstærker sig med landsholdsbejler
Sofie Bardrum har skrevet kontrakt med Viborg HK, efter at hun for nylig ophævede med rumænsk klub.

Sofie Bardrum har skrevet kontrakt med Viborg HK, efter at hun for nylig ophævede med rumænsk klub.

Viborg HK har på papiret sikret sig en mærkbar forstærkning af holdet.
Håndboldklubben oplyser på sin hjemmeside, at Sofie Bardrum har skrevet under på en kontrakt og tiltræder med øjeblikkelig virkning.
Det meddeles imidlertid ikke, hvor lang en aftale der er tale om.
30-årige Bardrum spillede senest i rumænske HC Dunarea Braila, men i september fortalte hun, at kontrakten var blevet ophævet.
Siden har hun været på udkig efter en ny arbejdsgiver, og på rygtebørsen har hun meget af tiden været sat i forbindelse med Viborg.
Viborg-direktør Jens Steffensen har store forventninger til klubbens nyerhvervelse.
- Rygterne har jo svirret et stykke tid, så det er dejligt, at vi nu endelig kan sige det højt: Sofie Bardrum er Viborg HK-spiller. Vi glæder os til at få hende ind på holdet og til at præsentere hende for vores fans og partnere, siger han til Viborgs hjemmeside.
Sofie Bardrum debuterede sidste år på landsholdet og kom også med til VM. Hun spillede sin hidtil sidste landskamp i marts i år og står samlet set noteret for 13 kampe og 37 mål.
Tidligere i karrieren var hun at finde i Ajax København og Nykøbing Falster Håndboldklub, før hun drog videre til slovenske Krim Ljubljana.
RITZAU