Viborg HK er videre til semifinalen i European League efter at have forsvaret føringen fra første kamp i kvartfinalen.

De midtjyske kvinder havde gode kort på hånden før lørdagens returkamp ude mod Rapid București, da Viborg vandt hjemmekampen ugen før med ni mål. De danske gæster skulle derfor blot holde rumænerne fra at hente en meget stor sejr i Bukarest.

I returkampen havde Viborg det svært offensivt, men godt forsvar og målmandsspil holdt det på et 26-32-nederlag i lørdagens kamp.

Det var nok til, at Viborg tog en samlet sejr i kvartfinalen i den næstbedste europæiske turnering med 61-58.

Rapid București viste sig dog allerede farlig i første halvleg og kom foran med tre mål. Det kunne sagtens være blevet til mere, men Viborg-keeper Louise Bak stod fremragende og holdt rumænerne fra fadet.

Det samme gjorde Diana Ciuca i den anden ende, og begge hold havde svært ved at score på de storspillende målvogtere.

I anden halvleg kunne Viborg på ingen måde slappe af, og hjemmeholdet var med godt 20 minutter igen foran med fire mål.

Langsomt begyndte tiden dog at være Rapid Bucureștis største modstander. Viborg kunne derfor til sidst bare køre den samlede sejr i hus trods et nederlag med seks mål.

Viborg HK har vundet European League tre gange før. Holdet deler sammen med Ikast Håndbold rekorden for flest titler i turneringen.

Nykøbing Falster Håndboldklub (NFH) er det eneste andet danske hold, der stadig er med i turneringen i år.

NFH tabte det første opgør i kvartfinalen 27-31 til Thüringer HC. Det kræver derfor en stor præstation af det danske hold, når det søndag skal i aktion på udebane i Tyskland.

/ritzau/