Han blev verdensmester, tysk mester og topscorer ved VM og i Champions League. Han blev også kåret til verdens bedste håndboldspiller og årets spiller i Bundesligaen.
2025 har i det hele taget været et forrygende år for Mathias Gidsel, og nu er han også med i opløbet om at vinde en af dansk idræts mest prestigefyldte hædersbeviser.
Den 26-årige højreback fra Füchse Berlin er en af tre finalister, der kæmper om at blive Årets Sportsnavn.
Det skriver Danmarks Idrætsforbund (DIF) i en pressemeddelelse.
- Mathias Gidsel bliver ved med at flytte håndboldgrænserne for, hvad der er muligt, og sætter gang på gang nye standarder og rekorder.
- Han vinder både personlige titler og store pokaler med Danmark og Füchse Berlin, og hans dedikation, kreativitet og evne til at præstere under pres gør ham til et enestående forbillede i håndboldverdenen og i dansk idræt som helhed, siger DIF-formand Hans Natorp.
15 atleter var oprindeligt nomineret til at blive Årets Sportsnavn, men feltet er nu blevet indsnævret til tre finalister.
Cykelrytteren Mads Pedersen var den første, der blev offentliggjort. DIF løfter sløret for den sidste finalist 17. december.
Vinderen bliver kåret 3. januar ved sportsgallaen Sport 2025.
Både Mads Pedersen og Mathias Gidsel har tidligere modtaget prisen.
Pedersen vandt i 2019, efter at han blev verdensmester i landevejsløb. Gidsel var del af håndboldlandsholdet, som vandt i 2023.
Siden er kriterierne ændret, så hold ikke længere kan blive Årets Sportsnavn. De kæmper i stedet om den nye pris Årets Hold. Her er håndboldlandsholdet også blandt de nominerede.
/ritzau/
