Kim Rasmussen er færdig som landstræner for Sydkoreas håndboldkvinder efter kun otte måneder i jobbet.

Håndboldtræneren Kim Rasmussen har været vidt omkring i sin karriere. Nu skal han igen til at se sig om efter en ny arbejdsgiver.

Rasmussens kontrakt som kvindelandstræner i Sydkorea er udløbet og bliver ikke forlænget.

Da den danske træner overtog holdet i maj sidste år, var håbet ellers, at han skulle føre sydkoreanerne til OL i 2024. Men ifølge træneren selv var kulturkløften for stor.

'Det er altid ærgerligt, men i sidste ende var der nogle kulturelle forskelle, der var for svære at arbejde med.'

'En ting, jeg altid vil gøre, er at beskytte spillerne, så de bliver så fitte så mulige, men også så de undgår skader,' skriver den nu tidligere landstræner ifølge TV 2 Sport på Facebook.

Skiftet til Sydkorea var opsigtsvækkende, da han var den første udenlandske træner nogensinde til at stå i spidsen for Sydkorea.

Uenighederne handlede blandt andet om træningsmængden på holdet, hvor forbundet ønskede mere træning, end Rasmussen og assistenten Bo Rudgaard ville stå inde for.

50-årige Kim Rasmussen vakte international opsigt, da han i både 2013 og 2015 førte et undertippet polsk landshold i VM-semifinalen.

Siden har han været landstræner for Ungarn og Montenegro og klubtræner i Polen og Rumænien, inden han sidste år fik ansvaret for de sydkoreanske kvinder.