Den tidligere TV 2 - og håndboldstjerne Morten Stig Christensen blev lørdag bisat fra Odense Domkirke.
Her vrimlede det med kendte danskere, der har krydset håndboldprofilens vej i de 65 år, han nåede at få.
En af dem, B.T. mødte foran kirken, var TV2s mangeårige reporter Ulla Terkelsen, der arbejdede tæt med Stig Christensen i tv-kanalens spæde år.
»Morten var jo en af TV2s store pionere, og derfor er det frygteligt, han er død. Han var med til at lave TV 2 og var en af de første, der kom udefra,« siger hun dybt rørt.
Hun tænker tilbage på starten på TV 2 med stor glæde, hvor hun var med til at hyre den tidligere landsholdsspiller.
»Han var jo ikke journalist, som man normalt rekruterer, når man laver et journalistisk projekt. Men vi lavede jo noget helt andet og hev folk ind, der ikke var journalister som ham, der var håndboldstjerne samt andre sportsstjerner, der siden blev journalister.«
»Han var med til at starte TV 2, han var en af de første, jeg ansatte, da jeg var chef på TV 2, og så var han også en pionér som havde succes som en udefra, der ikke var journalist.«
»Vi kendte hinanden vældig godt, fordi vi var jo ikke så mange dér i starten, da vi prøvede at konkurrere med DR. Han var en af de mest inspirerende og dygtige medarbejdere, vi nogensinde har haft.,« lød det fra Terkelsen, inden hun gik ind mod kirken, hvor gudstjenesten skulle foregå.
Morten Stig Christensen døde fredag 1. november pludselig af et hjertestop. 65 år gammel.