»Det er så gennemført uretfærdigt.«

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra sportsdirektør i Odense Håndbold Trine Nielsen.

For klubben kan desværre fortælle, at Mia Rej i forbindelse med onsdagens træning fik en ny knæskade. Denne gang i højre knæ.

»Rej har virkelig knoklet sig gennem et rigtig svært genoptræningsforløb og var lige ved at være klar til at vende tilbage til banen igen. Så vi er alle meget berørt af situationen og kede af det på Rejs vegne,« siger Trine Nielsen og fortsætter:

»Nu krydser vi alt for, at skaden ikke er så alvorlig, som man kan frygte med hendes skadeshistorik i baghovedet, og så gør vi alt for at passe godt på Rej, der selvfølgelig er voldsomt påvirket af situationen,« siger Trine Nielsen.

Mia Rej blev skadet i sit venstre knæ under VM i Spanien i 2021, hvor hun måtte udgå i den første gruppekamp.

Hun kæmpede sig tilbage og blev også udtaget til EM i 2022. Kort tid efter udtagelsen blev hun skadet i knæet endnu en gang, og hun kæmpede sig siden igennem det.

Hun var 'på tærsklen til at vende tilbage', da uheldet var ude onsdag.

Mia Rej blev skadet under VM-kampen mod Tunesien i december 2021.
Mia Rej blev skadet under VM-kampen mod Tunesien i december 2021. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Vi kender endnu ikke skadens omfang og afventer derfor yderligere undersøgelser, inden vi kan sige noget mere konkret omkring Rejs tilbagevenden til banen,« skriver Odense Håndbold.

Mia Rej satte for få uger siden selv ord på den alvorlige skadesperiode, hun har været igennem.

»Det var forfærdeligt. De seneste måneder har ikke været særlig sjove. Det har nok været den hårdeste genoptræning, jeg har prøvet, og det siger ikke så lidt,« sagde Mia Rej til TV 2 Sport.

Playmakeren fortalte til mediet, at noget af det værste ved de to alvorlige knæskader har været, at hun har misset to store mesterskaber og et hav af Champions League-kampe.