(BT i Magdeburg): Line Haugsted måtte se kampen bag den danske bænk, da hun efter 22 minutter fik rødt kort. Og det var alt for spændende for den unge bagspiller.

Efter det røde kort måtte Haugsted se til fem meter bag Danmarks bænk, hvor hun havde svært ved at følge med i 21-17-dramaet mod de tyske VM-værter. En af IHFs delegerede måtte flere gange bede Haugsted om at sætte sig ned.

»Han blev ved med at sige ’please, sit down’. Jeg kunne ikke se kampen, jeg blev jo nødt til at stå op! Det var så nervepirrende. Forsvarsmæssigt lukker vi dem helt ned, og Sandra står fantastisk,« siger hun og smiler over situationen.

Til gengæld havde Haugsted ikke meget tilovers for kampens dommerpar, da hun skal forklare sit røde kort.



»Jeg synes, dommerne var helt væk. De havde slet ikke tag i kampen. Tyskeren kommer i fuld fart og er 20 centimeter lavere end mig. Jeg føler, jeg har hånden inde ved siden, det er en flad hånd, hun hopper direkte ind i. Jeg synes ikke, det er mig, der bevæger sig, men...,« lyder det fra bagspilleren.

Danmark møder Sverige i kvartfinalen i Leizpig tirsdag.