For 10 måneder siden lød det til, at drømmen var tættere på end nogensinde før.

Men nu tyder noget på, at den er lagt til side – for nu.

I starten af året afslørede den danske håndboldlegende Lasse Svan nemlig en vild drøm, som han havde planer om at udleve i 2025. 

Så vild, at den krævede en flyvetur på tværs af Atlanten.

Over for B.T. fortalte den tidligere landsholdsfløj, som i dag arbejder som mentaltræner, at han var ved at planlægge en tur til USA, hvor han kunne få lov til at opleve mentaliteten blandt nogle af de største sportsstjerner på tætteste hold.

Men nu erkender han så, at det ikke bliver til noget i år.

Lasse Svan arbejder i dag som mentaltræner.
Lasse Svan arbejder i dag som mentaltræner. FOTO: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

»Jeg havde på et tidspunkt en indgang derovre, men den er faldet lidt til jorden igen. Jeg har dog ikke jagtet det helt så meget det sidste halve år, fordi jeg har haft gang i andre ting,« siger Lasse Svan i et interview med B.T. og fortsætter:

»Så det er på tegnebrættet, men også kun på tegnebrættet. Jeg har dog stadig et ønske om at komme en tur til USA for at få noget inspiration til mit job.«

Danskerens ultimative drøm er nemlig at komme helt tæt på nogle af de bedste NFL-spillere.

Men mindre kan også gøre det.

»Jeg håber virkelig, at jeg kan opleve den amerikanske sportskultur og coachingdelen på et tidspunkt. Ikke fordi jeg nødvendigvis behøver at flytte til USA, men jeg vil bare gerne have et praktikforløb eller lignende, hvor jeg kan opleve, hvordan et college-hold eller NFL-stjerner arbejder mentalt,« lyder det videre.

Ifølge Lasse Svan er amerikansk sport det mest inspirerende sted at være for mentaltrænere.

Og det skyldes særligt én ting.

»Der er så mange mennesker, der følger med, og der enormt meget opmærksomhed på spillerne derovre. Og så er den amerikanske mentalitet meget anderledes end vores. Det hele kører jo meget på følelser i USA. Det vil jeg virkelig gerne opleve på tætteste hold,« afslutter han.

Lasse Svan stoppede sin håndboldkarriere i 2022.