»Det var noget værre lort.«

Så enkelt og særdeles rammende beskrev den danske målmand Jannick Green sin og holdkammeraternes indsats i det meget skuffende EM-åbningsnederlag til Island.

»Det var virkelig, virkelig ikke en særlig god kamp fra vores side, og så synes jeg, at det er ærgerligt, når vi nu alligevel har chancen til sidst, at vi smider det væk.«

I B.T.s karakterer fra fiaskoen scorer Jannick Green lavest efter en præstation, hvor han primært måtte fiske den harpiksfedtede bold ud af netmaskerne.

Liselotte Sabroe

Og Magdeburg-keeperen var også hurtigt til at tage sin del af skylden for nederlaget.

»Vores defensiv og målmændene leverer ikke i dag. Det må vi tage på vores kappe. Vi skal simpelthen have flere redninger.«

»Palmarsson (Islands Aron Palmarsson, red.) var eddermame god i dag. Men et par af hans mål skal vi tage på os. Vi må hjem og se, om vi har foreberedt os forkert. Selvom jeg synes, vi har haft en fin forberedelse.«

Jannick Green måtte undervejs se sin målmandskollega Niklas Landin blive præsenteret for et direkte rødt kort efter en situation, hvor han kom i karambolage med en islandsk kontra.

Liselotte Sabroe

»Hvis han rører ham, så er der rødt kort. Men jeg har ikke lige nået at snakke med ham endnu – der var lidt dårlig stemning i omklædningsrummet. Men hvis han rører ham, så siger reglerne, at der er rødt kort,« fortæller Jannick Green.

Op til kampen havde Niklas Landin været tvivlsom med sygdom. Men det måtte ikke være en undskyldning, mente Green.

»Jeg har jo ikke været syg. Så for mig var det en meget normal optakt.«

»Selvfølgelig påvirker det, at der er spillere, der skadede eller syge, men altså så må vi andre steppe op – og det magtede jeg desværre ikke i dag,« sluttede den danske sidsteskanse.