Mikkel Hansens lillefinger bliver ved med at volde problemer for stjernen. Og de næste 24 timer kan vise sig at blive meget vigtige.
I kampen mod Tjekkiet røg den ud af led, og nu er han tvivlsom til opgøret lørdag mod Grækenland.
Fredag blev den danske træning helt uden Mikkel Hansen, der havde fået en skinne på fingeren på højre hånd.
»Mikkel træner ikke i dag, der er ikke noget brud, men han har fået et riv i den ene ledkapsel. Det var derfor, den røg ud af led. Han får en dags pause, og så vurderer vi lørdag, hvor tyk den er og hvor store smerterne er,«siger Nikolaj Jacobsen, der overvejer, om Hansen skal have en pause mod Grækenland.

»Det kan godt være, det bliver tilfældet, men nu må vi se. En god nats søvn kan gøre meget,« lyder det fra landstræneren.
Jacobsen er ikke bekymret for Hansens videre færd under VM, men det hele kommer an på reaktionen de næste 24 timer.
»Det kommer an på, hvor meget den hæver - og hvor mange smerter der er. Det er ikke noget, der forhindrer ham i at spille videre.«
»Men en lillefinger skal man alligevel trykke med på håndbolden for at styre den derhen, du gerne vil have den. Nu må vi se med smerterne. Snakker vi lidt længere hen, tror jeg ikke, det er et problem. Hvis han får en pause mod Grækenland, kan det være, at alt er godt igen.«
Danmark møder grækerne lørdag 20.30.