Med det danske nederlag til Serbien under VM i kvindehåndbold blev drømmen om OL i 2020 knust for håndboldkvinderne. Tårerne flød blandt spillerne i Japan, og i håndboldstudiet stod den tidligere landsholdsspiller Lærke Møller, som heller ikke kunne holde tårerne tilbage.

»Jeg ved jo, hvad det er som spiller, man gerne vil opnå, og det er et OL, de misser. Den følelse kunne jeg lige mærke i den der situation, og det gjorde sgu også ondt på mig.«

Det siger Lærke Møller til B.T. dagen derpå.

Lærke Møller prøvede selv at misse et OL i 2012, og det var den følelse, der satte sig i tårekanalerne på den tidligere landsholdsspiller:

Skuffede danske VM-spillere efter den uafgjorte kamp mod Serbien.
Skuffede danske VM-spillere efter den uafgjorte kamp mod Serbien. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

»Jeg har selv stået i situationen i 2012. Det var så på grund af en skade, der gjorde, at jeg var nødt til at melde fra til en af mine største drømme, som var at komme med til et OL. Det er mange af spillernes største drøm, som brændte sammen i det sekund, kampen sluttede. Jeg ser jo mig selv i det, de går igennem.«

»OL er kun hvert fjerde år, og det er bare noget helt specielt, da hele verdens øjne er på så stor en begivenhed. Alle siger, at det er det største i deres karriere. Det, at man var så tæt på i går, men alligevel så langt fra, og at se nogle af de spillere, jeg har spillet sammen med, at de står i de ting nu, som jeg følte, jeg stod i i 2012, at man ikke kommer med, det fik følelserne frem i det øjeblik lige efter kampen,« fortæller Lærke Møller.

Efterfølgende har situationen, som betød, at Jan Pytlick lige måtte redde Lærke Møller og tage over et øjeblik, betydet, at hun lige vendte og drejede den med nogle få:

»Jeg har talt med min kæreste om det. Vi vendte bare situationen. Vi er bare mennesker, så det er forskelligt, hvordan folk reagerer. Så vendte vi det også i studiet, hvor jeg sad med Jan Pytlick, som jeg havde mange gode år med på landsholdet, og han spurgte mig lige, om jeg var okay, da han også ved, hvor stort det er.«

En grædende Kathrine Heindahl forlader banen efter Danmarks VM-kamp mod Serbien.
En grædende Kathrine Heindahl forlader banen efter Danmarks VM-kamp mod Serbien. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

»Han har jo været med til OL nogle gange, så han ved også, hvor meget det betyder for holdet og spillerne.«

Den tidligere landsholdsspiller fortryder dog ikke, at hun græd for åben skærm:

»Jeg er overhovedet ikke træt af, at det skete. Jeg blev bare lige ramt de der par minutter efter. Det er jo bare at vise medfølelse og medmenneskelighed over for de spillere, man har spillet sammen med. Det er normalt at føle med andre mennesker,« slutter Lærke Møller.

Inden sit stop nåede Lærke Møller i perioden fra 2007 til 2014 at spille 51 landskampe.