Den svenske håndboldlegende Bengt Johansson døde sidste år og blev mandag hyldet ved Sveriges Idrætsgalla – men hyldesten er blevet mødt med stor kritik.

Ikke fordi hyldesten fandt sted.

Men derimod på grund af der billede, SVT viste ved anledningen. Det skriver Aftonbladet.

Billedet kom op på en storskærm, hvor de svenske sportspersonliger, de mistede i 2022, sås. Også Bengt Johansson. Her havde man valgt et billede, hvor Bengt Johansson trækker ud i sine øjne, hvilket du kan se herunder.

Ifølge Tobias Hübinette, forsker og underviser ved Karlstad Universitet, er det et problem, at gallaen har valgt netop dét billede, fordi det kan opfattes som stødende, og som at man gør grin med etniciteter, siger han.

»I dette tilfælde er det forbundet med klassisk racetænkning, der fremstiller asiater som noget at grine af. At asiater er sjove, og at sproget og kulturen er mærkelig,« siger han til Aftonbladet.

SVT, der transmitterede showet, beklager billedet.

»Jeg kan ikke forestille mig, at vi bevidst har villet støde nogle, men det er klart, at det er ærgerligt. Det er tankeløst og uheldigt,« siger Johanna Bäckström Lerneby, nyhedschef og ansvarlig udgiver i SVT, til mediet.

Hun tilføjer, at SVT ikke har valgt billedet. Den administrerende direktør for Sveriges Idrætsgalla kan ikke sige, hvordan billedet er valgt, men anerkender, at man skulle have været mere opmærksom.

Billedet af Bengt Johansson blev angiveligt taget i forbindelse med OL i Atlanta 1996.

Bengt Johansson døde 8. maj 2022 efter et sygdomsforløb. Han var landstræner for de succesfulde håndboldherrer i Sverige fra 1988 til 2004.

Han vandt tre OL-sølvmedaljer, to VM-guldmedaljer og fire europamesterskaber med Sverige.