10 håndboldslutrunder.

Det har TV 2 sikret sig ved at indgå ny aftale om tv-rettigheder, meddeler den danske tv-station tirsdag.

Det drejer sig om:

  • VM-slutrunderne i 2019 og 2021 for både mænd og kvinder.
  • EM-slutrunderne i 2022, 2024 og 2026 for både mænd og kvinder.

Den nye aftale betyder blandt andet, at TV 2 kommer til at sende fra herrernes VM-slutrunde næste år - den spilles i Danmark og Tyskland.'

»De nye håndboldaftaler skydes i gang med VM for herrer på hjemmebane i Danmark i januar 2019. Det er i sig selv historisk med en herre-VM-slutrunde i Danmark, og vi glæder os helt vildt til endnu en stor sportsevent på dansk grund. Interessen er altid enorm for det danske håndboldherrelandshold, og når de spiller på hjemmebane, eksploderer det yderligere. Jeg er sikker på, det bliver en fest,« siger Frederik Lauesen, sportschef på TV 2.

I forvejen har den danske tv-station rettighederne til kvindernes forestående EM-slutrunde i år - og EM for både mænd og kvinder i 2020.

»Siden vi lancerede vores sportskanal i 2015 (TV 2 Sport, red.), har disse håndboldslutrunder haft en endnu højere værdi for os, fordi vi har kunnet udnytte rettigheden fuldt ud og vise alle de kampe, vi har haft rettigheder til – til stor glæde ikke bare for os selv, men også – kan vi se på tallene – for vores seere og brugere. Derfor er det fantastisk, at vi har sikret disse for TV 2 så værdifulde EM- og VM-rettigheder flere år frem i tiden,« siger Frederik Lauesen.