TV 2 har måttet tænke kreativt under VM i håndbold. 

For selvom du som tv-seer hjemme i stuen nok ikke lægger mærke til det, så kommer tv-kanalen til at sende mange timers håndbold-tv fra et helt specielt sted. 

Nemlig direkte fra en bedemand i Herning. 

Tirsdag aften tager håndboldherrerne hul på guldjagten, når de møder Algeriet i den første gruppekamp. Det kan man følge på både DR og TV 2 her i januar. 

Men når der er hviledage, plejer TV 2 at sende et VM-studie med spillerne og landstræner Nikolaj Jacobsen fra spillerhotellet. 

Sådan er det altså ikke i år. 

»Vi har simpelthen fået et nej til at komme på hotellet, som vi ellers normalt plejer, og hvad fanden gør vi så? Vores udsendelser består jo af, at vi har hovedaktørerne med,« siger John Jäger, der er chefredaktør for håndbold og cykling hos TV 2, til B.T. 

Da ideen om spillerhotellet måtte lægges i graven, skulle man død og pine finde en anden lokation til at sende de mange timers tv fra. 

Og her var produktionsholdet kreative. 

Lige overfor Scandic Regina-hotellet i Herning, hvor landsholdet bor de næste to uger, har bedemanden Houkjær Begravelse til huse. Og de har givet grønt lys til brug af deres lokaler. 

En løsning, John Jäger er kisteglad for. 

»Vi kiggede jo lidt rundt, og så lå den tæt på. Det er lidt bizart, at det foregår på en bedemandsforretning, men jeg er godt tilfreds med det hele,« siger Jäger.

Mens TV 2 er til stede, har bedemanden fjernet sit logo fra butikken, så det er umuligt for seerne at afkode, hvem der har til huse her.

»Jeg er helt med på, at vi skal dø alle sammen, men det er ikke vores hensigt, at det skal udstråle en bedemandsstemning. Det skal udstråle håndbold, og det er lykkedes rigtig fint. Og så satser jeg på, at alle kan leve med, at det foregår dér. Vi er i hvert fald meget taknemmelige for, at vi har måttet låne lokalerne,« siger John Jäger. 

Du kan følge Danmarks åbningskamp mod Algeriet lige her på B.T. Kampen skydes i gang 20.30, men der er masser af optakt i timerne op til.