Hvis TV 2 og DR også vil vise Mikkel Hansen, Sandra Toft og Niklas Landin i aktion ved VM-slutrunder efter 2025, så må tv-stationerne til lommerne og formentlig hive en pæn portion penge op.

Det står klart, efter Viaplay torsdag kunne meddele, at de har sikret sig rettighederne til at vise VM-slutrunder i håndbold i 2027, 2029 og 2031.

Lige nu er det DR og TV 2, der viser kampene – men sidstnævnte er mere end klar på sætte sig sammen med Viaplay ved forhandlingsbordet i fremtiden. Det siger sportschef Frederik Lauesen til B.T.

»Vi siger ikke meget om rettighedsforhandlinger. Vi forholder os til, at den aftale, vi har nu, løber til og med 2025.«

TV 2s sportschef Frederik Lauesen.
TV 2s sportschef Frederik Lauesen.
Vis mere

»Men jeg håber, vi kan finde en lignende model. Hvor vi køber rettighederne ud af Viaplay. Det er mit store håb,« lyder det fra TV 2-chefen.

TV 2 og DR har sammen gjort et lignende tiltag.

I 2018 sikrede Viaplay sig faktisk rettighederne til at vise VM-håndboldslutrunderne. I Norge og Sverige vises kampene eksempelvis på Viaplay-platforme, men i Danmark købte TV 2 og DR sammen rettighederne fra Viaplay.

En aftale, der løber til og med VM-slutrunderne i 2025.

»Det siger sig selv, at håndboldrettighederne betyder rigtig meget. Vi vil rigtig gerne have de rettigheder. Vi ønsker at samle Danmark, og dér spiller håndbold bare en stor del.«

Hvordan har du det med, at Viaplay har sikret sig rettighederne?

»Helt generelt, så er vi ligeglad med, hvem vi skal købe rettighederne fra. Bare vi kan købe det, og så længe vi kan blive enige om prisen.«

Men frygter du ikke, at Viaplay beholder rettighederne selv?

»Det er der altid en risiko for. Sådan er vores verden. Viaplay spiller med store muskler og har rettigheder på rigtig mange markeder. Der er vi ikke større.«

»Hvis du har set pressemeddelelsen, kan du jo se, at Viaplay samlet set har sikret sig rettighederne i Danmark, Norge, Sverige, Polen, Holland, Storbritannien. Og dér har vi det sådan, at der er vi kun interesseret i Danmark.«

Har I selv budt ind på rettighederne?

»Det har jeg ikke nogen kommentarer til.«

Mikkel Hansen skyder et af sine mange straffekast for Danmark.
Mikkel Hansen skyder et af sine mange straffekast for Danmark. Foto: ATTILA KISBENEDEK
Vis mere

B.T. har været i kontakt med rettighedsejerne i Viaplay for at høre, hvad de ønsker at få ud af rettighederne. Men det ønsker man ikke at forholde sig til på nuværende tidspunkt:

»Der er tale om rettigheder, som finder sted i 2027, 2029 og 2031, så alene af den grund, er det ikke noget, vi har kigget ret meget på endnu,« siger sportschef for Viaplay Group, Kim Mikkelsen.

Om Viaplay er parat til at indgå i en forhandling med TV 2, vil han heller ikke røbe:

»Der er som sagt lang tid til slutrunderne, så det er noget vi ser på hen ad vejen.«

Viaplay har indgået aftalen med Det Internationale Håndboldforbund, IHF. Sportfive har formidlet aftalen på vegne af håndboldforbundet.

Håndboldherrernes slutrunde i 2027 skal spilles i Tyskland. Slutrunderne i 2029 og 2031 er ikke blevet tildelt.

Det samme er tilfældet hos kvinderne, der rejser til Ungarn i 2027.