En ældre herre mistede onsdag herredømmet over sin bil i en alvorlig ulykke onsdag i København. 

Og her var den tidligere håndboldstjerne og nuværende TV 2-ekspert Kasper Hvidt blandt de første på stedet. 

Bilen kørte ind i en menneskemængde ved Sortedam Dossering, hvor flere kom alvorligt til skade, mens de sad og nød solen. 

I et opslag på det sociale medie LinkedIn hylder Hvidt den indsats, han var vidne til. Den tragiske hændelse, der har rørt mange, viste noget helt specielt, mener han. 

Kasper Hvidt arbejder for rådgivningsfirmaet Voluntas samt som håndboldekspert hos TV 2. 
Kasper Hvidt arbejder for rådgivningsfirmaet Voluntas samt som håndboldekspert hos TV 2.  Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

'Men midt i chokket og kaosset var der også noget dybt rørende. Civile borgere – helt almindelige mennesker – trådte til med det samme.' 

'Uden tøven hjalp de, hvor de kunne. De bevarede roen, støttede de tilskadekomne og hinanden, indtil politi, brandvæsen og ambulancefolk ankom og overtog indsatsen,' skriver Hvidt, der sender 'sin største respekt' deres vej, inden han opsummerer: 

'Det hele mindede mig om, hvor stærke vi er, når vi står sammen. Hjertelig tak til alle – både myndigheder og medborgere – for jeres mod, omsorg og handlekraft.'

B.T. har været i kontakt med Kasper Hvidt, der har sagt god for at citere fra hans opslag, men han har ikke ønsket at tilføje yderligere til sin oplevelse.

I alt 12 personer kom til skade ved ulykken, hvor enkelte var i kritisk tilstand. Politiet regner med at kunne klargøre omstændighederne omkring hændelsen yderligere torsdag efter en afhøring af den ældre mand. 

Indtil videre mener man, han mistede herredømmet efter at have kørt ind i noget vejarbejde.