Landstræneren så allerede for fem år siden en stor landsholdsfremtid i Eggerts afløser, Casper U. Mortensen.

Det er snart fem år siden, at Ulrik Wilbek i Egypen satte sig ned med den dengang kun 19-årige Casper U. Mortensen.

Fem år er længe nok til, at man ikke kan huske alt fra en sådan samtale, men Casper U. Mortensen, der nu er blevet 24 år og søndag har en stor rolle i Danmarks EM-åbningskamp mod Makedonen, glemmer ikke hovedbudskabet:

- Allerede ved U-VM i Egypten i 2009 havde jeg personlige samtaler med Ulrik Wilbek, hvor han fortalte, at jeg havde gode muligheder for at blive en del af det danske landshold, når Lars Christiansen stoppede. Og nu er vi nået dertil, siger Casper U. Mortensen.

Det er ikke mere end et år siden, at han ved VM fik slutrundedebut lidt i skyggen af fløjkollegaen Anders Eggerts imponerende præstation, der gjorde ham til VM-topscorer.

Men Anders Eggerts skade i læggen volder stadig problemer, og han starter derfor ikke blandt de 16, der i første omgang skal spille ved EM. Det fortalte Wilbek på fredagens pressemøde, hvor han klarmeldte Rasmus Lauge, der i går fik grønt lys efter en scanning i Kiel.

Men efter to måneder uden kampe er Lauge den anden EM-spiller, der på et senere tidspunkt kan blive en af de tre indskiftninger, Wilbek har at gøre godt med undervejs.

Pludselig er Casper U. Mortensen eneste venstre fløj med en stor arv at løfte, men det tynger ham tilsyneladende ikke:

- Jeg synes ikke, der er noget pres.

Men Christiansen og Eggert har været der før dig. Det er store navne?

- Jo, men jeg ser det som en håndboldkamp som alle andre. Og jeg ser det bare som en kæmpe oplevelse. Jeg fik VM sidste år, og jeg er blevet et år mere moden og kommer med god selvtillid fra Golden League, siger Casper U. Mortensen, der lovpriser den tro og tillid, han igennem årene er blevet vist af Ulrik Wilbek.

- Dialogen har været rigtig god med Ulrik, og han er en rigtig god træner. Han giver mig tillid og lang snor, og det er jeg rigtig glad for.

Casper U. Mortensen løfter også sløret for, hvordan Wilbek coachede ham dengang for fem år siden.

- Han gav mig et fingerpeg om, hvad han syntes, jeg kunne gøre i mit spil. Vi kiggede dengang på, hvem der var de fem bedste venstre fløje. Vi kiggede på Fredrik Petersens hurtighed, Källmans skud ind over midten, Eggerts teknik og sådan nogle ting og snakkede om, hvordan man kunne arbejde med det. Det er jo en lang proces, og den startede allerede der, hvor jeg så skulle finde ud af, hvad jeg skulle gøre for at nå dertil.