Den danske stregveteran Henrik Toft havde ikke fået harpiksen smurt helt ordentligt på i storsejren over Holland mandag aften.
Fire afslutninger fra stregen havde manden med teleskoparmen i løbet af anden halvleg – alle blev brændt.
»De sad ikke helt i skabet, nej. Det er vist det rigtige udtryk. Der er lige lidt, der skal arbejdes. De kunne godt være prikket ind,« lød det fra Henrik Toft efter 35-23-sejren.
»Omvendt har jeg nogle dygtige holdkammerater, der scorede masser af mål. Så afbrænderne fik heldigvis ikke indflydelse på kampens resultat. Jeg må prøve at se, om jeg kan putte dem ind næste gang.«
Den 35-årige PSG-spiller har – i øvrigt sammen med brormand René – været en vigtig del af det danske håndboldlandshold i mange år.
Men ved dette EM er hans rolle blevet mindre og mindre i takt med, at de yngre stregkæmper Simon Hald og Magnus Saugstrup er vokset med opgaverne.
Og der er ikke noget brok fra Toft – selvom han skulle nøjes med at se på i de sidste kampe.
»Jeg er klar til at udfylde den rolle, som landstræneren giver mig. Vi må se, hvordan det bliver fremover. Jeg er frisk, hvis der skulle blive brug for mig.«
»Vi er så mange dygtige spillere på alle positioner. Og der er mange dygtige spillere, der ikke er med hernede. Vi har en god bredde.«
Som en af veteranerne i truppen er Henrik Toft gledet over i en rolle som slutrundementor for mange af de unge uprøvede landsholdsspiller.
»Jeg kan godt se, at jeg er én af de ældste. Vi har en masse unge spillere med, og jeg føler selvfølgelig et ansvar for at gå ind og vejlede dem lidt,« lyder det fra stregen, som vi i mange år kendte som Lille-Toft.